Der ligger dybt
I Menneskets Bryst
En higende Længsel
Inderst begravet.
Men ofte slumrer den,
Rolig som Barnet,
Uden at mærkes.
Da slaaer der et Glimt,
Hurtigt som Lynet,
Ned i Menneskets
Rolige Barm,
Og Længselen vækkes.
Nu higer og stræber
Menneskesjælen.
At klynge sig til
Det Sande og Gode,
For derigjennem
Veien at finde
Til Ham, hvem man endnu
Med al sin Villie
Næppe kan troe paa.
Men fremfor Alt:
Aldrig at tabe
Det lysende Billed
Af hende, man elsker,
At holde det fast
I Tidernes flydende,
Vexlende Strømning.
Da kommer der vel
En lysere tid,
Hvor Sorgen, den bitre,
Viger for Vemod.
En Tid, hvor det lysende
Billed af hende
Staaer som Bjergenes
Lettilhyllede,
Snedækte Toppe
I Aftenens Solglands.
Da kommer en Tid,
Hvor Lidenskabernes
Oprørte Hav
Lægger sig stille,
Saa kun en Luftning
Fra Mindernes Land
Kruser dets Vover.
Og Endelig stiger
Af Tidernes Nat
Hin Dag, Som sikkert
Engang vil komme,
Da Sjælen, forsonet,
Med sig og sin Gud,
Skuer tilbage.
Da takker den Ham,
Den evige Kjærligheds
Mægtige Ophav;
Da fatter den først,
At Veien til Troen,
Lyset og Livet,
Gaaer gjennem Forsagelsens
Sorgfulde Veie,
Men fører til Gud.