Min Ven er død! lad Taaren flyde!
Til Suk og Klage lad Sorgharpen lyde!
Min Ven er evig borte — aldrig meer
Hans Aasyns hulde Blik jeg seer.

Han, som Naturen gav det skjønne Hjerte,
Saa varmt ved fremmed Fryd og fremmed Smerte,
Nu koldt og følesløst som Gravens Leer -
Har ingen Smiil og ingen Taarer meer.

Ej mere under Templets høje Buer
Hans Røst opvækker Andagts rene Luer;
Blandt Tidslerne paa skumle Kirkegaard
Den fromme Sangers grønne Gravhøj staaer.

Paa Glædens Dag jeg skal ej mere høre
Det muntre Qvad, som tryllede hvert Øre;
Den blege Læbe er for evig lukt,
For evig Øjets milde Flamme slukt.

Vaarsolen smiler, Foraarsregnen falder,
Og døde Jord til Liv paanye fremkalder:
Paa dig har Solens Straale ingen Magt,
Du est til evig Søvn og Nat nedlagt.

Dog hæv dig, Sjæl! ud over Livets Fængsel;
Til Himlens Rige stunde din Forlængsel!
For Aanden er der ingen Skranke fat,
En Dag oprinder efter mørke Nat.

Saa stands da Graaden, dæmp da Sorgen!
Engang det blier i Graven ogsaa Morgen:
Den lange Dødsnat skal engang forgaae,
Og de, som sove nu, til Liv opstaae.