Kjær est du Fødeland, sødt er dit Navn,
Til dig staaer dine Børns Forlængsel.
Med lønlig Magt vi drager til dit Favn;
Hvert andet Land mod dig er kun et Fængsel!
Kun der er Vaaren i sin fulde Pragt,
Kun der i al sin Ynde Somren smiler,
Og skjøn er selve Vintrens hvide Dragt,
Naar den paa vore Barndoms-Egne hviler.
Ja, skjønt er Fjeldet med sin Top af Iis,
Skjøn er den Dal som Fossens Bølge væder,
Den gule Ørken er et Paradiis,
Naar den har skuet Barnets første Glæder.
Min Fødestavn er Lyngens brune Land,
Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede,
Min spæde Fod har traadt den gule Sand,
Blandt sorte Høje boer min Ungdoms Glæde.
Skjøn er for mig den blomsterløse Vang;
Min brune Hede er en Edens Have -
Der hvile ogsaa mine Been engang,
Blandt mine Fædres lyngbegroede Grave!