Steen Steensen Blicher

11 October 1782 — 26 March 1848 / Spentrup

En Morgenscene ved Vildsted Sø

Dagen skimter,
Morgenstjernen glimter
Mildt i Øst;
Bølgen triller
Rislende, og spiller
Med dens blege Skjær paa Søens Bryst.

Vinden lufter,
Spreder Taagens Dufter
I sin Flugt.
Sivets susen,
Møllebækkens Brusen
Kommer over fra den fjerne Bugt.

Er det Enken
Hist paa Havebænken,
Klædt i Sort?
Hvorfor rinder
Graad paa blege Kinder?
Jo! for ham, de bar til Graven bort.

„Ja! han døde -
„Ak! det er saa øde
„I mit Huus.
„Graven favner
„Ham, mit Hjerte savner;
„Dybt han ligger i dens kolde Gruus."

Er det øde?
Nej, lad Hjertet bløde
I sin Harm!
Lad kun lyde
Smertessuk, og flyde
Tunge Lænseltaarer fra din Barm!

Men glem ikke
Gjennem vaade Blikke
Did at see,
Hvor bag Sorgen
Smiler Glædens Morgen -
Evig Vaar bag Livets Vintersnee.

Kom I Trende!
Samler Jer om hende!
Kom med Trøst!
Kom Smaapiger!
Kummers Sky bortviger,
Naar I favnes ømt ved Moderbryst.

Da I fristed
Første Sorg, og misted
Første Moder, hun den anden blev:
Trøst hinanden!
Faderen og Manden
Døden nu af Eders Arme rev.

Taarer rinde
Ved saa mangt et Minde
Om jer Ven.
Hisset hænger
Bøssen, han ej længer
Bære skal til glade Jagter hen.

Der ved Hækken,
Vædet tidt af Bækken,
Staaer hans Træ.
Hver en Sommer
Bær det fine Blommer -
Ham ej mer i finde i dets Læ.

Her er Stolen,
Hvor han Aftensolen
Gjerne fandt;
Hvor han stilled
Sig for Heltens Billed,
Som i mangen stolt Turnering vandt.

Gamle Rider
Paa sin Ganger sidder
Med sit Spær -
Blikket hæfter
Fast til Stolen efter
Ætling sin — Ak! han er ikke der.

Fred nu over
Ham som roligt sover
Fra sin Daad.
Blidt ham Livet
Randt, som hist bag Sivet
Glider ubemærket den lille Baad.

Lærken synger
Højt i Sky, og synger
Morgensang.
Solen smiler;
Fiskerbaaden piler
Gjennem Siv mod Søens blanke Vang.

Solen stiger
I sin Glands, og higer
Op ad Himlens Sal.
Stiig, o Hjerte,
Did! og lad din Smerte
Slumre her i Jordens Taagedal.
152 Total read