Steen Steensen Blicher

11 October 1782 — 26 March 1848 / Spentrup

En Jagt

Det femte Billed, Du skuer — giv Agt!
Hvert Menneskes Liv er en Idelig Jagt
For Oldingen, Drengen og Manden.
Fra Pol og til Pol vi som Jægere gaae,
De Store jage bestandig de Smaa:
Een Konge jager en anden.

Een jager par force med stor Allarm;
En Anden sig lister med Flint under Arm,
Som Krybeskytte han stjæler.
Den Tredje, som ikke tør vove sig frem,
Mon lure saa lumskelig qvær i sit Hjem:
Med Krybeskytten han hæler.

De jage paa hele Jorderigs Rund:
Den Ene er Jæger, den Anden er Hund,
Men Vildtet er Rigdom og Ære.
Een træffer godt, og en Anden slet;
Til Slutning vorder Enhver dog træt,
Og la'r sig fra Jagten bære.

Dig unge Jæger! jeg raabe til:
Hvad Vildt Du vil jage, see nøje til!
Prøv først om det lønner din Møje!
Og har Du det Rette i Sigte, Du troer -
Da stræb, at Du følger det ritgtige Spor!
Saa torde din Jagt sig vel føje.

Og hold Dig bestandig paa eget Revier!
Fortred kun og ofte Ulykke det gie'r,
Paa fremmede Baner at jage.
For Alleting jag da saaledes, at Du
Tilsidst uden Anger, med rolig Hu,
Din Afsked fra Jagten kan tage!
137 Total read