De Refsnæsdrenge, de Samsøpiger,
de fører tit op en forunderlig Dans,
naar Stormen den stiger,
og Solen den viger,
og Sømanden ønsker sig heller til Lands.

Kom hver, som haver god Lyst til at ride
paa Bølgernes Rygge i strygende Fart.
De rejser sig hvide
som Klipper af Kride
med Dale imellem — er det ikke rart?

Dér Blæsten den tuder, og Bræksøen bruser:
til Dansen paa Søen en herlig Musik!
Men sommetid knuser
en Bølge, som buser
paa Dækket, da nytter ej noget Bestik.

Frisk op, mine Gutter! og prøver, hvorlænge
I kunne med Havfruer træde den Dans!
Jer Piger og Drenge
i Favn de vil slænge -
I slynge dem væk og beholde jer Kans.