Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyr.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

Og aabner jeg Døren i Gavlen, naar Skumringen lægger sig sval,
da staar du med klaprende Tænder og hyller dig tæt i dit Sjal.
Ud over Stubmarkens Muldjord vender du Blikket saa trist,
min Skat, min Veninde, som skulde du søge et Haab, vi har mist'.

Mindes du Foraarets Aftner, naar Solen som smæltende Guld
svandt fra en hedblaa Himmel af trilrende Lærker fuld,
mens hvidgrønne Rugax lyste og blaat blev Frugthavens Løv,
og i Solstrimen hvirvled sig Skarer af Myg som skinnende Støv.

Men siden saa har vi hadet den lyse Sommer bort.
Og nu skal vi skilles i Fred for at skilles ved Mén og Tort.
Men bleg og skælvende vender mod Mulden du Blikket saa brudt
og brydes endnu med en Lykke, som aldrig skal blive fortrudt.