Mens fra en Foraarstaage en stille Byge faldt
og væded Gadens Stene, som laa og spejded alt,
en Søndag imod Aften, da Kirkens Klokker klang,
jeg gik igennem Gaden, hvor du har boet en Gang.

Du var der ikke mere. Hvor før du ofte sad,
kun laa mod Ruden støttet et illustreret Blad.
Fra Huset var du flyttet og fra mit Hjærte med,
det sidste end var ledigt og nød sin tomme Fred.

Men dette Hus dog kaldte de gamle Tanker hid
om mangen stille Aften paa netop samme Tid.
Jeg savner ej og ved ej, hvor er i Verden du.
Men i det tomme Hjærte gør Mindet ondt endnu.