Holger Drachmann


Niels

Til Dig, min Dreng, ej nogen Krans,
Som Kirkegaardens Graver
Officielt nedlægger, hvor
Spadserende forbi Dig gaar
I Dødens Blomsterhaver!

Du er ej død! Vi dør ej, Ven,
Fra Moder og fra Fader,
Om og forlængst vi flygted bort
Fra denne Samfunds-Livets-Tort
Paa Torve og paa Gader.

Du var for fin, for klog, for god
Til at ta'e Part i Farcen,
Som den nu spilles her og dér
Hvor Ulve gaar i Faareklæ'er
Og Helten er Komparsen.

Den grimme Død — den kan slaa til
Med sine Bølle-Næver:
Den vrister fra os ej et Skrig,
Om og vi ser det hvide Lig,
Mens Hjertet i os bæver.

Med oprejst Hoved vil vi staa
Og se, hvad Præsten siger,
Og høre disse tomme Ord,
Som Dag paa Dag énstonigt fo'r
Bort over Dødens Riger.

Han véd ej Trøst, den fromme Mand:
Var han end nok saa ærlig
Og øved nidkær sin Métier,
Vi kan dog kun forbi ham se
Og finde ham besværlig.

Men kunde, vilde han en Dag
Ta'e Bladet frit fra Munden:
Saa skreg han al vor Pinsel ud
Og bragte Himlen den som Bud
Om hvad vi er i Grunden.

Om hvordan vi med Stolthed staar
Belæsset tungt af Lænker,
Om hvor vi frygtløs gaar i Strid,
Og hvor vi ler, trods Trælleslid,
Og om hvor frit vi tænker!

Det tør han ej, det vil han ej -
Nuvel, saa lad ham fare;
Gud har ej mént med ham ret stort,
Har derfor kun til Præst ham gjort,
Til Jagthund ej — til Hare!

Men Du, min Dreng, som elsked alt,
Hvad der var Liv paa Jorden:
Alt hvad der fløj og sprang og løb,
Selv det, som bugted sig og krøb -
Du bedste Dreng i Norden!

Du tapre Gut — med Hjertet stort
Og Sjælen endnu større:
Du har dog éngang narret os,
Da Du Dig selv, vort Savn til Trods,
Fik anbragt paa det Tørre!

Dybt saa' Du ned i Livets Strøm
Med yngling-rene Øjne;
Det Mudder, som vi vader i,
Det gøs Du for — Du vilde fri
Dit Liv fra disse Løgne.

Fra denne 'Samfundslivets' Sump,
Fra disse skidne Vande,
Den Malstrøm, sort af Hykleri,
Af Vold og Kneb — Du vilde fri
Dig bort til lyse Strande.

Ak, Niels, Du er da i Behold,
Vi vil ej paa Dig skænde;
Men naar vi er paa Nippet selv
Til Kvælning i vor Mudder-Elv:
Da skal et Pust vi kende!

En Yngling-Aandes rene Pust
Paa vore Kinder blæser;
Vi ser et Smil, et Fredens Smil,
Hvori den dybe Pauses Hvil
Kamp-mødige vi læser.

Og mer end det: vi ser en Flig
Af Fjernheds Forhæng glide
Med Billeder af Slægt paa Slægt,
Der kæmper uden Lænkers Vægt -
Tyst for vort Blik til Side.

Da griber atter vi vort Spyd,
Vort Skjold, vor Skovl, vor Spade,
Og følger kamp-beredt vort Kald
At rydde denne Augias' Stald,
Før vi vort Liv maa lade! -

O Niels, vor Dreng, Du er ej død -
Din Skælm, se hvor Du smiler!
Med Blomster i din spinkle Haand
Jeg ser Dig, ser Dig i min Aand,
Mens for en Stund jeg hviler.

Du rækker Blomster ud mod os -
Men ingen Sørgekranse:
Duft-søde Blomstersjæle smaa;
Nu kan vi til vort Arbejd gaa — ...
Hej! Skjold og Skovl og Lanse!
232 Total read