Holger Drachmann


Julesne

Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid:
der falder Sne fra oven saa vinterhvid,
saa vinterhvid den frosne Dug
neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug,
og smelter paa min Haands den varme Flade,
mens Foden træder melem visne Blade.
Jeg ser paa Haanden de Taarer staa
det er som en Hulken jeg hørte:
nu blir vore Minder, store og smaa,
gennem Skoven for Vinden førte.
Skal Alt da hvirvles for Vintren hen,
skal Sorg og Adskillelse raade?
Nej, Julesneen er Menneskets Ven,
den gemmer hans dybeste Gaade.
Paa Haanden et Fnug en Draabe saa hed
vi stirrer mod tindrende Blikke:
en Taare, som gennem vor Tanke gled
ak! andet er det vel ikke!
Men krymper vi os under Verdens Nød
mens Tiderne ældes og strænges:
den frosne Taare, den falder saa blød,
paa Alt, hvad som savner og længes.
Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid:
der falder Sne fra oven saa foraarsblid;
saa foraarsmildt de bløde Fnug
i Faldet smælter som en Dug,
det naadigst alle skjulte Spirer væder,
mens alle Minders Kilder sagte græder.
227 Total read