Farvel Du Hav, som Horats besang,
Og kaldte saa grusom, barbarisk og andet -
Den smidige, romerske Spytslikkerskjald,
Som kunde paa Fingrene Føddernes Fald,
Var som Katten bange for Vandet.

Paa Villaen sad han, skaldet og fed,
Og væved den snusfornuftigste Lære,
Om hvordan man vasker sin Stilebog ren,
Og hvordan man tækkes Hs. Højhed Mæcen
Ikke mindre end Frøken Hetære.

O Adria, gab med en vældig Hiat
Og stænk over Stranden en Række Vokaler,
Og blæs en Fanfare, en Ryttersang,
Og send dine Strømme, at rense en Gang
Alle Flaccers sabiniske Kastaler!

Vi trænger, vor Tid, til en Renselsesfest
For alle de Stillevands sivende Pytter;
Blandt alle de Enge med duftende Hø,
Hvor Sangene gaar om »den dejlige Mø«,
Til en rask galopperende Rytter.

Vi trænger, vor Tid, til et dygtigt Choc,
Som kaster i Støvet de ældgamle Byrder,
Til saadan en rigtig forvoven Ulan,
Der viser sig hui, som den gamle Pan,
Og forfærder de fløjtende Hyrder. -

Farvel. Du blaagrønne Ærens Mark,
Hvor Tusinder venezianske Galejer,
Som prustende Heste, med Vinden om Kap,
Med raslende Staal over Sadelknap,
Løb ud hvert Foraar til Sejer.

Du svulmer i Dag adriatiske Hav,
Som vogted Du over din gamle Ære,
Som følte Du selv Dig en saadan Kaptajn,
Med Brystet mod Stormen og Kuglernes Regn,
Den vældigste Condottiere.

Erindrer Du Lønnen, som Byen Dig gav?
Erindrer Du det, som din Hu da besjæled?
De rakte en Ring Dig, den hang paa dit Bryst,
Da bæved Du, Hav, af den højeste Lyst:
Med Venezia blev Du formælet!

Jeg tager min Sang fra dit blaagrønne Dyb,
Jeg tager mit Maal fra din knejsende Bølge;
Jeg tager den Ring, som Du selv har tabt,
Jeg tager den Lykke, jeg selv har mig skabt,
Din Brud skal til Norden mig følge.