I Skoven ligger en ensom Hytte,
der boede engang den raske Skytte;
nu er han død fra sin gamle Viv,
nu lever derinde hun ensomt sit Liv.
Den sidste Ven, hun i Verden har,
er Hesten, som hendes Husbond bar.

Der er en Kjærlighed mellem de To,
langt mere øm, end Mangen vil tro;
hvorhen hun vandrer, de følges ad,
hun deler med den sin Armod glad,
hun klapper dens Manke, hun kløer den paa Panden:
De To, de har kun i Verden hinanden.