Saa vidt mit Øje skuer,
jeg ser en øde Egn,
hvorover Himlen truer
med Storm og med Regn;
paa Moseranden gyser
en Krøbling af Pil,
mens Aftenrøden lyser
med døende Smil.

Henover Himlen jager
et Chaos af Skyer;
en Flok af hæse Krager
for Uvejret flyer;
den kolde Høstvind hvisler
blandt tørrede Straa;
kun Hedegræs og Tidsler
blandt Højene staa.

Om Mosen Viben svæver
med klynkende Skrig,
og hist og her kun hæver
en Lerhytte sig;
ej Lærken slaar sin Trille
i Aftenens Skjær;
der er saa dødt og stille
blandt Bakkerne her.

Rundt om mig Heden breder
sit stivnede Hav.
Det er mig, som jeg træder
paa Jorderigs Grav;
i vilde Bølger formet
den sørgende staar,
som over den det stormed
i Tusinder Aar.

Dog blandt de nøgne Banker
jeg vandrer med Lyst:
Med alvorsfulde Tanker
de fylde mit Bryst.
Som Fuglen fri afryster
hver Lænke jeg her,
og skjælver ej som Kryster
for Smaasorger mer.

Her føler jeg, at Meget
er Daarskab og Tant,
som Verden har udskreget
for Stort og for Sandt;
her ser jeg ned paa Tiden
med sejrende Aand,
ej mer en Tommeliden
i Lysternes Baand.

Fraoven kan jeg høre
i Stormen en Røst.
Den suser for mit Øre
med gysende Lyst,
mens dunkle Drømme farer
paa luftige Sti
som vilde Aandeskarer
mit Øje forbi.