Hans Vilhelm Kaalund

1818-1885 / Denmark

Den lille Evadatter

Overgiven er Du, ellevild
som et Barn, og dog, Du lille Slange,
med de store brune Øjnes Ild
prøver skjelmsk Du Hjerter alt at fange.

Neppe har Du Legen glemt endnu:
Nylig døbte jeg jo selv din Dukke.
Dog maa ikke mer jeg sige Du,
Frøken skal jeg kalde Dig og bukke.

Kan dit lille Hoved ej forstaa,
at jeg gaar omkring saa ligegyldig
og behandler Dig som andre Smaa,
Dig, hvis unge Barm alt svulmer fyldig?

Dejlig er Du! Ja, jeg sér det nok.
Spørg kun Spejlet ad med stjaalne Blikke,
mens Du retter paa din sorte Lok -
Billedet i Spejlet lyver ikke!

Frisk som en bedugget Rosenknop,
blussende i yndig Pigerødme,
lukker Du to Rosenlæber op,
bag hvis Smil man aner Kyssets Sødme.

Straalet har Du paa de Voxnes Bal,
hele Natten var Du engageret,
og en Kandidat, som venter Kald,
siger man blev dødelig charmeret.

O, men Du, hvad havde Du vel Sans
for hans Foredrag i Æsthetiken!
Sylfelet Du fløj afsted i Dans
gjennem Salen, baaret af Musiken.

Neppe femten Aar og alt koket!
Alt en ægte, lille Evadatter!
Husker Du den stakkels Søkadet,
ham, hvis Suk Du lønner kun med Latter?

Daglig gaar dit Vindve han forbi;
kold og grusom sidder Du deroppe,
har kun Kys og Kjærtegn for Joli,
for din Tantes fede Yndlingsmoppe.

Ogsaa jeg skal hildes i dit Garn -
ikke sandt, Du smukke, lille Slange,
jeg, der kun vil se i Dig et Barn,
jeg, der ikke tér mig som de Mange?

Mener Du, at jeg kan ikke sé,
at den lattermilde, skjelmske Pige
er forvandlet til en dejlig Fe
med et Tryllescepter uden Lige?

Synes det Dig Oprør mod din Magt,
at ej disse Øjne, dunkelbrune,
disse sorte Lokkers rige Pragt
kan berøve mig mit gode Lune?

Ja, jeg véd det! Derfor er Du mut,
tirret ved min overlegne Tone,
naar jeg kalder Dig min lille Glut,
spørger, om Du være vil min Kone.

Mellem os er der en stille Krig,
ingen af de Andre kan det mærke.
Vogt Dig, Lille, slut med mig Forlig,
jeg er dog i denne Kamp den Stærke!

Jeg har læst forlængst Romanen ud;
spille Helt deri kan ej mig more.
Fra den lille Eros, Legens Gud,
har jeg løftet Blikket mod det store.

Skudfast er jeg mod den lilles Pil;
vaaget har jeg, bleg, i Nætter sorte,
for at vinde dette glade Smil.
Jeg har vævet selv min Sejersskjorte -

ej af Drømmen fra min Ungdomstid,
mens jeg flagred let paa Glædens Vinge -
jeg har vævet den i Verdens Strid,
Maskerne deri er Tankeringe.

Mistet har jeg dog i Livets Dyst
ikke Sansen for dets Fryd og Smerte;
bag det kolde Panser om mit Bryst
slaar endnu et varmt, bevæget Hjerte.

Jeg kan elske, jeg kan lé som før -
det er netop Kunsten, maa Du vide!
Tusinde, som saae bag Drømmens Slør,
fandt kun Tomhed paa den anden Side.

Tro dem ikke! Livet er ej hult,
brister end dets skjønne Illusioner;
bagved Sløret ligger Templet skjult,
hvor den sande, store Eros throner.

Har man naaet den stores Helligdom,
kan man lege med den lilles Bue;
derfor gaar jeg nu saa roligt om,
kan med Smil Dig ind i Øjet skue.
140 Total read