Der er et herligt Land,
Det kaldes Poesien;
Det naaer i Himlen op,
Det rummes i en Rosenknop,
Og Hjerte-Melodien
Boer paa dets grønne Strand.

Der faaes det rige Guld,
Hvorved Du Verdner vinder;
Der bliver Hjertet ungt;
Og er Dig Livet altfor tungt,
Du Jacobsstigen finder
Til Himlen underfuld.

Der til et Skjønheds Digt
Sig Hverdags-Livet hæver;
Du føler, Gud er nær.
Det Forbigangne lever der;
Den stærke Tænker bæver,
Saa stort er her, saa rigt!

Hvor Verden savner Ord,
Den liden Fugl har Sange;
Held Dig, som her blev Drot!
Ved Dig, alt Sandt og Skjønt og Godt,
— Trods Paradisets Slange -
Slaaer Glorie om vor Jord!

Det Aandens Hindostan,
Det Hjem for Melodien,
Det Pagtens Land med Gud,
Som staaer, naar Verdner slettes ud,
Det kaldes Poesien,
Det Lysets Fædreland!