Ak, hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen!
Med deiligt skaaret Halm og Hø er Gulvet strøet i Salen,
Og midt derinde er et Baal, saa lysteligt det luer,
Melodisk drypper Soden ned fra Loftets hvalte Buer.
Imedens Røgen bølger frit om Bjælkerne derinde,
Rundtom et Bryggerkar med Øl, sig leirer Mand og Qvinde.
Ja det er Oldtids brede Børn det seer man paa Figuren,
Og de er' alle klædt' i Skind, der lugte af Naturen.
Hver gnaver paa et Flæske-Been, og naar det reent er pillet,
Naboen det i Panden faaer, og det er Tegn paa Snillet.
— I Jomfru-Buret seer det ud, som i en Spindestue,
De Terner stoppe Hoser der med deres skjønne Frue;
Og sige de i barnlig Skjæmt lidt meer end sig kan sømme,
Med Øredask, og andet meer, hun holder dem i Tømme.