Hans Christian Andersen

2 April 1805 – 4 August 1875 / Odense

Hytten

Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer,
En ganske lille Hytte staaer,
Men rundt om paa det hele Næs,
Man finder ei en Plet med Græs,
Kun Himmel, Hav og nøgent Sand
Omgiver Hyttens Drømmeland;
Der kan man Paradiset finde,
Thi Kjærligheden boer derinde.

Ei Sølv, ei Guld man finder der,
Men to, som har hinanden kjær,
See Kys og Smiil paa Læben leer,
Og Øiet dybt i Øiet seer;
De tale ei det mindste Ord,
Glemt er den hele, store Jord,
Med al dens Kamp, dens Fryd og Smerte,
Her svulmer Hjerte kun mod Hjerte.
104 Total read