Imod Sydvest paa Sjællands friske Strande
Der staaer fra Riddertid en Herregaard
Med Udsigt over Beltets mørke Vande -
Kom, følg mig, seer du ikke, det er Vaar?
Et Liv er spredt nu, som du aned neppe,
Rundt om i Hauge, Skov og Fiskepark;
Retsom et blødt, et blommet tyrkisk Teppe
Udstrækker spraglet sig hin Kløvermark:
Viid, Flora kommen er nu op til Norden,
Den fine Fod ei stødes maa paa Jorden.

Kom med! hver Aarstid har jeg seet paa Stedet,
Hvert Danmarks Veirlig har jeg prøvet der,
Hver Danmarks Sangfugl har mit Øre glædet,
Jeg har seet Reden i de grønne Træ'r.
Natur! en venlig Barndom saae jeg ikke,
Men Ynglingslykken, den har jeg dog havt,
Og her randt hine skjønne Øieblikke,
Da mine Tanker steeg i modnest Kraft,
Og da, begeistret, over Jordens Dale
Min Aand sig hæved til det Ideale.

Du stille Levning fra et fjernt Aarhundred,
Du peger paa en uddød Kraftens Tid,
En Tid af os snart haanet, snart beundret,
Men knap forstaaet trods de Lærdes Flid;
Vor Old er kun en Klogskabsperiode,
Hvor Kraften ei i Længden kan bestaae,
Hvor Jernet, som vi ufortærligt troede,
Paa Klipper ruster hen i Stykker smaa -
Ney og Murat for Kugler maatte segne,
Kun gamle Talleyrand kan ikke blegne. -

Kom med! her har jeg over Skovens Kroner
Seet Lynets Herlighed i Tordnens Sky.
Kom med! hør Himlen fyrer med Kanoner,
I Bugten søger lidet Fartøi Ly.
Nu vel, Fred findes ikke her paa Jorden,
Maaskee der ogsaa oppe føres Krig:
Slaaer Jupiter Giganterne med Torden,
Fordi de røre Kongekaabens Flig?
O nei, kom med og see Du her fra Høien:
Fra Himlen ei, fra Skyen kommer Støien,

Fra Himlen ei, fra Skyen Lyden kommer,
Thi Himlen blaaner i et Fredens Skjær:
Den store Sal de tolv Apostle rummer,
Saa skjønne som de Thorvaldsenske her;
Og han, hvem Pen og Pensel ei kan male,
Han sidder ved sin Faders høire Haand;
Hver elsket Afdød, vakt af Dødens Dvale,
— Fortælles — vandrer der, en renset Aand:
Alt findes hist, hvad savnes maa herneden,
Derfor jeg troer: did flygted ogsaa Freden! -

Kom med! o følg mig blot ud i Naturen,
Det er jo Foraar alt, læg Bogen bort.
Naturen digter nu, og see! Censuren
Kan ei ved Huller gjøre Digtet kort;
Frit synger Lærken over Hvedemarken,
Behøver ei at veie hvert et Ord
Og frygte for, at Ørnen, Luftmonarken,
I Trillen en Satire finde troer!
Kom med! i Kjæret Frøen slaaer paa Trommen,
For lang Tid siden er alt Flora kommen.

Kom med! imellem disse Buske ligger
En gammel Liigsten slængt uændset hen;
Indskriften længst forvittret er til Prikker,
Men Sagn i Folkemunde gjemte den:
En Præstemand staaer huggen ud paa Stenen,
Sex Koner hugne staae ved Siden af;
Saa mange Gange brød han Myrthegrenen
Og hvergang blev den henlagt paa en Grav:
Med Rette blev ham intet Varigt givet,
Thi man kun eengang elske kan i Livet.

Kun eengang slynges Elskovs Blomst og Ranker
Om det ungdommelige Hoveds Lok,
Kun eengang fødes disse lyse Tanker,
Kun eengang Nornen staaer ved Freias Rok.
For travlt har Amor, har for mange Pligter,
I Øst og Vest han løbe maa med Iil;
Kun eengang paa hver enkelt Barm han sigter,
Paa Hver han skyder kun en enkelt Piil,
Han har ei Raad til at bortødsle Mere:
Thi hvad blier Verden, naar han ei har flere? -

O hør den mørke Solsorts Fløitetoner:
Den mærked os, den flygter bort med Skrig.
O tøv! jeg vil ei for Dig sætte Doner,
Jeg fører ei med Fugleverdnen Krig.
Jeg selv en Sangfugl er og elsker Sangen,
Jeg elsker Eder, mine Brødre smaa!
Jeg vil som Criticus ei dømme Klangen,
Ei sige, hvo i Rækken først skal staae -
Den troer mig ei, see! bange bort den flygter -
Maaskee den om mig hørt har onde Rygter. -

Kom, sæt Dig ned, jeg vil betroe Dig Noget:
I dette Lysthuus sad i Maaneskin
Med Haanden under Kind, med Ryggen kroget
Jeg tidt og lyttede til Aftnens Vind,
Og for mit Øie, med bedrøvet Mine,
Bag Granerne, med Sceptret sønderbrudt,
Et luftigt Omrids stod — det var Christine!
Da kom i det begeistrede Minut
Heel mangen Tanke dybt fra Sjælen inde,
Og jeg besang den svenske Herskerinde.

Og jeg besang den svenske Herskerinde,
Men, ak, da Tanken paa Papiret stod,
Med Smerte tidt mit Øie maatte finde,
Mit Blæk var koldt og sort, skjøndt varmt mit Blod.
— Bliv siddende, jeg vil Dig Mere sige:
Var ikke jeg som Digter lykkelig,
Som Yngling var jeg det: en elsket Pige
Er mere værd, end jeg kan tolke Dig.
— Op, seer Du Storken? skynd Dig, aabne Laagen,
See, hvor om Næbet bidsk sig slynger Snogen.

Nu koger det derinde dybt i Jorden
Og Varmen ud i Overfladen gaaer;
Nu er der Forskjel ei paa Syd og Norden,
Italien blomstrer, Danmark har sin Vaar.
Nu trække Fuglene: paa Pyramiden
Hist i Ægypten staaer ei Storken meer;
Instinctet hvisked, det var Reisetiden,
Nu er den her og efter Hjulet seer.
Nu vandre Fiskene, de kolde, stumme,
Liimfjordens Bølger store Stimer rumme.

Du hellige, Du lyse Vaargudinde,
Berør Du ogsaa mig med venlig Haand;
Lad og for mig en nyfødt Sol oprinde,
Giv smukke Tanker mig, foryng min Aand.
I høie Trætop Egernet sig lister,
Hver Busk har Knop, Violen staaer i Flor;
En lysgrøn Farve udaf Barken brister,
Naturens Værksted flyttet er til Nord -
Kast Blomster i mit Hjerte, Vaargudinde,
Lad ogsaa der Din varme Maisol skinne!