Det som sig lønligst rører,
Men som kun hviskes bør;
Hvad Pigen gjerne hører,
Men knap dog høre tør;
Hvad Menneskene gjemme
Hvor der er sikkrest lukt,
Det tolker Digtrens Stemme
I Sange reent og smukt.

Haansmiil fra kolde Læber
Og vrede Pandefold
Ei Digtrens Haaben dræber,
Gjør ei hans Tanke kold:
Min Ungdoms Flammetanker,
De bedste fra mit Sind,
Paa Døren hos Dig banker,
Min Elskte, luk dem ind.

En Fader hist i Himlen,
En elsket Plet mod Nord,
Eet Væsen udaf Vrimlen,
Paa hvem jeg sikkert troer:
Det Haab sig fast indprenter,
Det skal mig vel staae bi;
Trods hundred Recensenter
Blier det ei Sværmeri!

Blandt alle skjønne Steder
Rundt i min Fødestavn,
Kun eet mit Hjerte glæder,
Vel gjætter Du dets Navn.
Blandt favre Væsner alle,
Som findes i mit Hjem,
Kun Een jeg min vil kalde,
Vel veed Du, Thora, hvem.

Naar mine Øine briste,
Min Aande vorder trang,
Da vil jeg Tanken vriste
Ret fri for sidste Gang,
Og mindres, ret med Dvælen,
Et elsket Maleri;
Paa Billedet, som Sjælen,
Staae Thora midtudi.

Basnæs med gamle Taarne
Ved Østersøens Vig,
Mit Yndlingssted udkaarne,
Hint Billed vise Dig!
Da skal Dit Navn jeg sukke
Med glædefarvet Kind,
Og Øiet rask tillukke
Og døe med roligt Sind. -

Fra Kysten flygted Heiren
For eenlig Skippers Flag;
Jeg inde sad med Byron
Den hvide Vinterdag.
Du, Thora, kom fra Salen,
Jeg lod Dig ei forbi;
Til varme Kys blev Talen,
Hvor glade vare vi!

Og husker Du næstsidste
Beklemte Aftenstund?
Usikkre vi os vidste,
Da skjalv Din Rosenmund.
De sorte Øine smykte
En glandsfuld Taareflok;
I Haanden Du mig trykte
Den mørkebrune Lok.

Da kyssed jeg Din Pande,
Da klapped jeg Din Kind;
Da syntes mig forsande
Som toned Aftnens Vind:
»Du haver Dig forsyndet
Saa meget mod Din Gud,
Og dog, fra Dommerhyndet,
Han kaarer Dig en Brud!« -

Lad denne Lok, ringbunden,
Et Forbund tolke os,
En Eed i Ungdomsstunden,
Sagt Tidens Magt tiltrods:
Ei blot for Morgenrøden,
Men længer sikkerlig,
For Livet og for Døden
Jeg haver fæstet Dig.

Ret tør ved Vintertide
Ei Rosen bryde frem;
Sletingen maa det vide
Hvad vi To har igjen.
Omkring os gaae saa Mange
Med List, paa Speiderviis:
Ikkun de stille Sange
Kjende vort Paradiis.

Jeg føler, at ei glad jeg
Kan være fjern fra Dig;
Her er det dog som sad jeg
Midt mellem mulne Liig:
Af Lyst kan Øiet tindre
Og Læben høit kan lee,
Men dybt i Formens Indre,
Der sidder Sjælens Vee.

Der sidder det som minder
Mig om, at Øiet ei
Sin Længselsgjenstand finder,
Sin Vaar, sin varme Mai.
Koldt tales der med Pennen,
Mit Sprog er ikke godt -
Lad dette Blad fra Vennen
Tjene til Papillot.