Nu har jeg den! Nu har jeg den! Jeg har den!
Her har jeg den, her, i min høyre Haand!
Dig vil jeg vise den, du blege Stierne!
Du sidder alt for høit og alt for fast,
Til at du skulde komme ned, og vriste
Den dyrebare Skat ud af min Haand.
Saa see da, Stierne! fra din brustne Skye,
Du Eneste paa hele Himmelrummet,
See, her er Lampen! dette grønne Kobber,
Hvorom min Finger knuger sig med Krampe,
At ey, letsindig, jeg skal tabe den,
Som hiin Enfoldige. Nu er det Nat!
Nu er det Midnat, mørkt, som i en Grav.
Naturen er mig gunstig, hyller mig
Ind i sit sorte Klæde, for at Intet
Skal røbe mig. Velan da! Nu kun frisk! -
Jeg skielver! Jeg begriber ey min Magt.
Ha! mon det ogsaa er den rette Lampe?
En Isnen giennemløber mine Been.
Seer sig omkring.
Jeg er dog ene? Nu velan, en Prøve.
Han gnider stærkt paa Lampen.

Lampens Aand
lader sig strax tilsyne.
Nu! hvi gnider du saa voldsomt? See, jeg lystrer jo dit Vink.
Naar du bruger mig og kalder, kommer jeg, som Lynets Blink.
Ikke er det mig allene, men hver anden Lampens Aand,
Bukker sine Knæe og lyder den, som Lampen har i Haand.

Noureddin
taber Lampen af Forskrækkelse. Aanden forsvinder; han griber den hurtig igien.
Tøv lidt! Jeg har den atter i min Haand.

Lampens Aand.
Jeg tøver.

Noureddin.
Est du den vidtberømte Lampens Aand?

Lampens Aand.
Ey berømt. En Hemmelighed!

Noureddin.
Jeg taler over mig. Saa siig mig da,
Kan du udrette alt, hvad jeg befaler?

Lampens Aand.
Det har jeg sagt.

Noureddin.
Du taler ikkun lidt!

Lampens Aand.
Men handler mere.

Noureddin.
Som naar jeg for Exempel var saa dristig
At bede dig — bliv ikke vred, — jeg spørger, -
Et Spørgsmaal er jo en uskyldig Ting, -
Som naar jeg for Exempel var saa dristig,
At bede dig forflytte mig, med samt
Aladdins Pallads, med hans Brud og Alt,
Til Afrika?

Lampens Aand.
Saa lød jeg flux din Villie.

Noureddin glad.
Saa let?

Lampens Aand mørk.
Som Tigren knække kan en Lillie.

Noureddin.
Saa giør det da, i Kraft af Lampens Magt!

Lampens Aand.
Det er saa hurtig giort, som det er sagt.