De gule Silkeseil, som Vinden fylder,
hiemlede bugnende den lette Snekke.
Mens Aftensolen ranke Mast forgylder
Frue Sigrid sidder paa det höie Dække.
Da bovner Havet brat med sorte Bylder,
da pibler Vandet ind af dybe Sprække.
Den vilde Valravn höit i Masten synger,
mens dybt han Skibet ned mod Grunden tynger.

Frue Sigrid skuer Ravnen i det Höie,
da blegner hendes röde Rosenmund,
da trænger Taaren frem i hendes Öie,
thi Skibet truer med at gaae til Grund.
O Valravn! hvis mit Önske du vil föie,
da skal du faae af Guld vel femten Pund!
Tæm Stormen, bring mig paa den sikkre Jord;
leed Skibet varligt i sin stille Fiord.

Med Guld man ei belönner dierve Helte!
Af Guld, Frue Sigrid, har jeg meer end du.
For Guld jeg ei en Bölge bort vil velte;
dog rörer mig din ængstelige Hu.
Giv mig den Skat, du skiuler bag dit Belte,
da skal jeg tæmme Söens Storm og Gru,
da skal jeg dybt henstyrte ned i Pölen
den Havmand, som har klynget sig til Kiölen.

Hvad skiult jeg under Purpurbeltet giemmer,
det, vilde Valravn! maa du gierne faae.
For ringe Lön den större du forglemmer,
det er til Stegerset de Nögler smaa.
Hvis du mod Havets Magter kiek dig stemmer,
du gierne der din Föde hente maa.
Det blanke Knippe hun paa Dækket kaster
og Ravnen flagrer bort fra gyldne Master.

Med stærktudspændte, tykke, uldne Vinger
han med den frygtelige Havmand kiemper.
Den fraadbedækte Bölge let han tvinger,
de vilde Storme med sit Blik han dæmper.
Med Varselskrig han sig i Skyen svinger;
og sagte Vind sig efter Snekken lemper.
Alt mere taber sig den stærke Torden;
Frue Sigrid seiler langsomt ind i Fiorden.

I Lunden sidder hun engang ad Qvel,
ved klaren Söe, der svömmer langsomt Karpen.
Bestandig risler sagte Kildevæld.
Hun tænker paa sit Norge og paa Sarpen.
I Danmark fandt jeg dog mit bedste Held!
Sin Elskov södt hun synge vil ved Harpen.
Da vender det sig under hendes Bryst!
I rædsom Grublen svinder hendes Lyst.

Ak grumme Ravn! nu veed jeg hvad du vilde!
Hun synker ned, at gaae formaaer hun ei.
Det er saa dæmrende, det er saa silde.
Mat blinker Stiernen fra sin Melkevei.
Ak, grumme Ravn! nu veed jeg hvad du vilde!
At tale meer den Blege mægter ei.
Sig Espen over hendes Tinding hvælver;
som hun den sveder koldt og ængstlig skielver.

Fem Maaneder forgaae, saa bringer hun
et Barn til Verden under bitter Klage.
De döbe det i mörke Midnatstund,
fordi at Trolden intet skal opdage.
Det er en Sön, som Rosen röd og rund.
Men Sigrids Hierte tunge Sorger nage.
I skiulte, dybe Grotte döbes han,
med Kildens isnende, chrystalne Vand.

Han voxer til, og i det hele Rige
er ingen Dreng saa deilig og saa yndig.
Han er saa munter og saa flink tillige;
hans Blik er brændende, hans Tale fyndig.
Han tænker kun paa Kampe og paa Krige.
Den stolte Ganger kan han tæmme myndig.
Men Dronning Sigrid græmmer sig dog saare;
hvergang hun seer ham svömmer hun i Taare.

En Aften sidder hun i Fruerstue;
Kong Alf sin ædle Husbond har hun mistet.
Med Taarer stirrer hun i Solens Lue;
det arme Hierte har kun Sorger fristet.
Da hörer hun en Lyd, og hun maa grue,
den vilde Valravn har sig sagte listet
ad aabne Vindve ind, paa Egebord
den sætter sig og synger disse Ord:

Rige Fugl kommer susende,
kommer brusende,
over Bierge og Dale.
Seer du vel, du fattig Fugl!
hvor mine Fiere de prale?

Fattig Fugl kommer hinkende,
kommer linkende,
over Ager og Enge.
Seer du vel, du rige Fugl!
hvor mine Fiere de hænge?

Husker du
o Dronning nu
da du paa Bölgerne hinked?
da var du den fattig Fugl,
da ad den rige du vinked.

Valravn kommer susende,
kommer brusende,
over Bierge og Dale.
Dronning riig!
naar vil du mig
nu med dit Foster betale?

Da svimled Dronning Sigrid langsomt hen.
Den hulde Qvinde blegner som en Lillie.
Flye! sukker hun, du Mörkets fæle Ven!
Min Bön skal kiempe mod din onde Villie.
Hun korser sig — da flygter den igien;
men spottende den dandser först paa Tillie
og synger: Ingen Bön mig staaer imod!
Jeg slukke vil min Törst i christent Blod.

Ung Harald axler sit Skarlagenskind.
Min Moders bittre Kummer maae jeg vide.
Saa triner han i Höieloftet ind.
Kier Moder min! du sige mig din Qvide!
Hvi er du bleg, min Moder, som et Liin?
Betroe din Sön ved stille Midnatstide
hvad der saa længe naget har dit Hierte.
En meddelt Smerte er en mindre Smerte.

Da sukker Sigrid efter lange Bön:
O Harald! der er Skabninger hernede,
som driver deres Ondskab skiult i Lön,
som Herren skabte i sin grumme Vrede.
Her vandrer om en grusom Trold, min Sön!
fra hvem at frelses vist enhver maa bede.
Hans blodigröde Öie rædsomt skuler.
Hver Aften kommer han af sine Huler.

I fordums Dage var han höi og stor
og voxen som en dierv og ædel Kiempe;
men Jesu rene Lære i vort Nord
har lært de onde Aander Stolthed dæmpe.
Nu er han kun en Ravn, ei nær saa stor,
dog stor nok til at öve sin Ulempe.
Vee den som falder i hans grumme Hænder.
Ja svared Harald, jeg hans Rygte kiender.

Da Dronning Sigrid tunge Taare fælder.
Hvad der er hændet hun ham siger nu.
Ung Harald rolig til sit Sværd sig hælder,
og hörer hende uden mindste Gru.
Ak Harald! Qval og Kummer mig forælder,
nu veed du alt, og du er rolig, du?
Da hæved Sönnen rask det blanke Öie,
og talde, mens han stiirred i det Höie.

En Sommernat, min Moder, i en Lund
jeg mellem svale, höie Blomster laae.
Mildt dyssedes jeg ind i sagte Blund,
thi Nattergalen monne yndigt slaae.
Da aabnedes for mig i samme Stund
lidt efter lidt det höie Himmelblaae.
En Engel sank mig smilende imöde,
forunderlig omstraalt af Morgenröde.

Han viste mig en Kiede, som sig rækked
fra Himlen ud, den klang som Fryd og Klage.
Halvsynlig den sig rundt om Jorden strækked,
i mange Bugter vendte den tilbage.
Med Blodstænk var den ofte heel bedækket;
paa mange Steder Leddene var svage.
Af blandet Erts den slyngte sig om Muldet;
först Guld, saa Sölv, saa Jern, saa atter Guldet.

Da raabte Englen med sin klare Stemme:
Du Skiebnens Kiede seer, som hænger ned.
Den sluttet er! Dens Löb kan intet hemme!
Alt ordnes ved en stræng Nödvendighed.
Han svandt, men aldrig jeg min Dröm skal glemme.
Jeg saae mig som et ringe, blodigt Led.
Jeg frygter ei, jeg gaaer naar Skiebnen kalder.
Ei, uden Gud, en Spurv til Jorden falder!
Det hviner giennem Nattens sorte Skye.
De grumsethvide Bölger slaae paa Land.
De stærke Vinde kaste höit med Gny
en skotlansk Snekke paa det hvide Sand.
Til Kongeborgen strax de alle tye.
En deilig Möe og tretten dierve Mand.
Minona, Kongens Datter, Skotlands Lyst!
Har Stormen drevet til den danske Kyst.

De hugge Bielker i den dunkle Lund,
Minona gaaer med Harald Arm i Arm;
södt aander hendes röde Purpurmund,
det ranke Liv omslynger han saa varm.
Det er i Vaar en deilig Aftenstund.
De synke begge tause Barm til Barm.
Da synger Nattergalen saa vemodig,
og Maanen hæver sig saa stor, saa blodig!

Nu tæt de föie stærke Bielker fast;
alt vugges Snekken af den milde Ström.
Nu hæve de paa Dækket ranke Mast.
Minona favner Harald elskovsöm.
Hans kiekke unge Hierte slaaer saa fast.
Hun seiler bort. — Som vækket af en Dröm
han staaer og skuer med det vaade Öie
den glatte Kiöl de klare Bölger plöie.

Et Aar forgaaer, Frue Sigrids Sorg forsvinder,
den vilde Valravns Magt ei meer hun frygter.
En sagte Rödme livner hendes Kinder,
og Taaren fra det blide Öie flygter.
I Styrke Harald meer og mere vinder,
Din Magt, o Ravn! bestaaer i löse Rygter.
Din matte Kloe min Sön vist aldrig slaaer.
Du har nu truet ham i tyve Aar.

Ung Harald vanker om saa længselfuld,
han ganger for sin Moder ind at stande.
Minona er saa elskelig, saa huld!
Hun vinker mig til Skotlands fierne Lande.
Giv mig et Skib med Kiemper og med Guld,
og lad mig plöie Havets salte Vande.
Jeg kommer glad igien, som jeg drog ud,
og bringer dig en Datter, mig en Brud.

Frue Sigrid gaaer saa tankefuld i Sind.
De tunge Fied ved Stierneglimt sig flytte.
Saa triner hun i Skovens Mörke ind
og aabner gamle Brunos lave Hytte.
Der sidder han med Haanden under Kind,
i Klæder som for Kulden kun beskytte;
med Bibelen i sine matte Hænder.
Den lille Lampe svagt i Natten brænder.

Hil være dig ærværdig gamle Mand!
Din Dronning kommer hid ved Midnatstide.
Ung Harald drage vil til fierne Land,
hans sande Skiebne længes jeg at vide.
Du læser Stiernerne! See der om han
skal smædelig ynkværdig Döden lide.
Forjag hans ömme Moders sidste Smerte,
da skal hun takke dig med lettet Hierte.

Den Gamle reiser sig af lune Vraa;
med blottet Hoved, foldet fromme Hænder
han træder ud og stirrer i det Blaa,
hvis röde Tegn hans gamle Öie kiender.
Sædvanligt, siger han, de Stierner staae;
en eeneste med selsom Ild kun brænder.
Vær tröstig! thi jeg seer at Harald kan
paa Havet dræbes ei, og ei paa Land.

Da funkler som en Stierne i det Höie,
ved Eremittens tröstelige Ord,
af Glæde Dronning Sigrids skiönne Öie.
Nu jeg min Sön til Havet fro betroer!
Nu maa han gierne salte Bölger plöie.
Han dræbes ei paa Hav og ei paa Jord.
Han sidde skal paa Tingets höie Steen,
naar Graven længst har smuldnet mine Been.

Det röde Silkeflag fra Masten kneiser,
den lange Drage hvidsler under Öe.
Nu höit i Raae de hvide Seil man heiser.
Den stolte Byrde vugger paa sin Söe.
Ung Harald ganger Aftnen för han reiser
i Lunden ud, hvor först han saae sin Möe.
Alt synes ham saa seent, han önsker: Gid
jeg havde Vinger, for at flyve did!

Da hvidsler Buskene i Nattens Vinde,
da lyder fierne, svage Hundeglam.
De blege Lygtemænd i Mosen svinde,
og Snogen nærmer sig saa mild og tam.
Da træder hurtig frem en gammel Qvinde,
paa Ryggen bærer hun en Fiederham;
mildt smile hendes runkne, gule Kinder.
Hun lægger Hammen ved hans Fod og svinder!

Ung Harald undrer sig, dog ei han bæver;
kun sælsomt higende hans Hierte slaaer.
Den store Fiederham han langsomt hæver.
Af brogetskiönne Fiere den bestaaer.
At klæde sig deri hans Önske kræver;
den underlige Drivt han ei modstaaer.
Han flyve kan, han hæver sig, men længe
han svæver kun ad lave, flade Enge.

Hvi töver jeg? hvad holder mig tilbage?
Jeg er i Skotland inden Morgen gryer.
Saa stiger han i Luften som en Drage,
og suser under Himlens höie Skyer.
Hans Vinger over Havet Flugten tage.
Bort svinde Skove, Lunde, Borge, Byer.
Han seer sig ene under Himlen flyde.
Dybt under ham de sorte Bölger bryde.

Da klapprer det i Luften og han skuer
den gyselige Ravn at nærme sig.
Dens Öine flammer som to röde Luer.
Ei Harald! skal jeg eengang finde dig!
For förste Gang ung Haralds Hierte gruer,
den skiönne Yngling blegner som et Liig.
Af rædsom Angest svulmer höit hans Bryst,
han hæver sörgeligt sin hulde Röst:

Jeg seer det nytter ei mod Skiebnen stride!
Jeg er dit Rov, Gud staae mig bi i Nöden!
Men förend du mig grum vil sönderslide,
und mig en salig Stund i Morgenröden.
Minona er min Brud! lad mig nedglide
til hendes Buur og henrykt glemme Döden
i Elskovs Favn, da skal jeg sikkert komme
til dig igien, naar korte Frist er omme.

Fast holder Ravnens Klör ham i det Höie;
den stirrer paa ham med begierligt Mod.
Skiönt gierne strax min Lyst jeg vilde föie,
skal jeg dog vise dig at jeg er god.
Saa hug den ud ung Haralds höire Öie;
saa drak den Helvten af hans Hierteblod.
Nu har jeg mærket dig, nu kan du vende
til Jorden ned, nu er du god at kiende.

Ung Harald synker langsomt ned med Taare
fra Skyen i den lavere Natur.
Han hviler sig paa sorte Dödningbaare,
som staaer ved Kirkens höie röde Muur.
Tung er hans Gang, men o han elsker saare!
Han raver til Minonas Jomfrubuur.
Han skielver bleg ved Dören, thi hans Mod
Har Trolden drukket med hans Hierteblod.

Minona kom, för Haralds Hierte brister!
endnu det banker blödende for dig.
Paa Jorden du din elskte Harald mister.
Du seer ham atter udi Himmerig!
Minona kom, o kom mit Hierte brister;
lad mig dog eengang först omfavne dig!
Saa synger han med Elskovs sidste Lyst,
mens Döden raller i hans kolde Bryst.

Da kommer hun. O Naade i det Höie!
min Haralds blege Gienfærd for mig staaer.
Der rinder Blod og Taarer af hans Öie,
rödt klæbe sig hans lange gule Haar!
Minona, kom! betragt mig ganske nöie.
Jeg er en Skygge ei, mit Hierte slaaer
med Krampetræk af Elskov og af Smerte.
Kom, læg din varme Haand paa Haralds Hierte.

Da standser brat Minonas Taarer stride,
da falmer hendes Purpurlæber blaa,
da bliver Kindens röde Roser hvide,
da bliver Issens sorte Lokker graae.
Alt hvad han leed og hvad han end skal lide
fortæller han, mens Favn mod Favn de staae.
For sidste Gang i Elskovs söde Lyst
de smelte sammen klynget Bryst mod Bryst.

Lev vel, Minona! nu jeg frygter ikke.
Hist aabner Faderen sit Himmerig.
Giv mig et Kys, og smiil med dine Blikke,
og glem at Harald var ulykkelig.
Da skal jeg Dödens Kalk frimodig drikke.
Lev vel Minona! Himlen signe dig.
Saa favnede han bleg sin elskte Möe,
og svang sig höit henover salten Söe.

Det brustne Öie stirrer — han er svunden!
hun staaer tilbage paa det kolde Muld.
Da blusser hun, da synker hun i Lunden,
da beder hun til Himlen andagtsfuld:
Du, som ved Daaben er med mig forbunden,
du, som paa Jorden var saa god og huld,
du, som lod Petrus gaae paa Havets Bölge,
lad mig i Luften höit min Harald fölge!

Da vifter Buskene i Morgenvinde,
da lyder Nattergalens fierne Sang,
da rödmer Solen mildt fra Fieldets Tinde,
da dufter Blomsten fra den grönne Vang.
Og langsomt triner frem en ung Hyrdinde,
paa Armen bærer hun en Fiederham.
Sörgmodigt smiler hendes röde Kinder,
hun lægger den paa Græsset og forsvinder.

Og flux Minona sig i Hammen klæder,
höit svinger hun sig med behiertet Aand.
Ei længer hendes brustne Öie græder,
hun flagrer hen i sieldne Klædebond.
De Fugle, som hun seer paa höie Steder,
dem dræber hun med Saxen i sin Haand.
Med Kiempekraft hun sine Vinger slaaer;
men dog den vilde Ravn hun ikke naaer.

Da hörer hun i lave Luft det klynker;
hun lytter med et rovbegierligt Mod?
Med Örnens Flugt hun ned paa Stranden synker.
Den er besprængt med Haralds varme Blod!
Hun blusser smilende, ei hun sig ynker.
Hans höire Haand hun skuer ved sin Fod.
Det eneste som Ravnen lod tilbage,
hans Troskabspandt i Elskovs hulde Dage!

Hun giemmer Haanden paa sit blotte Bryst,
saa rædsomt hendes blege Læber lee.
Hver Fugl hun möder i sin vilde Lyst
den klipper hendes skarpe Sax i tree.
Da hæver Ravnen sig til sidste Dyst -
hun klipper som hun klippede i Snee!
Den lodne Krop maa söge dybt sin Grav
paa tusind Steder i det vilde Hav.

De sorte Bölger bruse ikke længer,
de skylle maanbestraalt paa runde Stene.
Vemodigt Strandens Piil med Lövet hænger,
det hvidsler underligt i Lundens Grene.
I Nattens Blaa sig Stiernen mat fremtrænger.
En sölvklar Skye ved Maanen flyder ene.
Det er Minona döende som svæver.
Hun synker ei, hun sig til Himlen hæver!