Syng om det freidige Tog, Gudinde! den festlige Lystfart,
Til den fortryllende Frugt, de saftigsvulmende Jordbær,
Som, frembaaret i straalende Fad, med Sukkeret blandet,
Og med den fedeste Melk begydt, husvaled de glade
Rudkiøbings Mænd og den fremmede Skiald, da skvulpende Snekke
Bragte dem trygt i sit Skiød, over Havet, til blomstrende Thorsing.

Hvilken dødelig Aarsag var til den venlige Høitid?
Erikiden paa Thorsing. Snelt over Vandet fra Vemnæs
Sendte til Langland han en Herold, til Rudkiøbings Helte.
Lystig Herolden besteg sit Skib, den vældige Roerkarl
Greb omkring Aarerne fast, med Brag det sydende Havskum
Bort han slog; som en Aal under skummende Bølger hensmutted
Kiølen; ved Langlands Kyst den standsed. Flux sig Herolden
Skyndte paa Land; med sin Stav af Palmerne flættet og gylden,
Tren han talende saa, i en talrig Folkeforsamling.

Adrasteias Yndling! Asklepios Søn! Og I vakkre
Sønner af Poseidaon! fornemmer mit venlige Budskab:
Erikiden paa Vemnæs, Hersker af hundrede Snekker,
Byder til Giest Eder hver, og besværger Jer, alle tilhobe,
Brat at heise det purpurne Flag, og at pløie den stille
Bølges krusede Ryg, for at gieste det blomstrende Thorsing;
Der i sin Hal han beredt Eder har et qvægende Maaltid.
Saa talt, Sendingen taug og beskeden han bøied sin gyldne
Hermesstav. Da smilte de samlede Skarer paa Torvet
Venligt til Fredens Bringer, den hellige Søn af Hermaias.
Men Adrasteias Præst, den sindrige Vestengaardide,
Klædt i det sørgende Flor, ak! hans Hustru nys var til Orkos
Hentet i Charons Baad, over Styx sortbølgende Vande.
Bleg nu sad hun og taus i Aides grusomme Bolig.
Men den herlige Dommer betvang sin Sorg; thi Kronion
Satte ham over en Flok, med Retfærds hellige Vægtskaal,
Derfor han dæmped sin Smerte, som Mand, thi den Visestes Øie
Blindes af Taarernes Slør, og Besindighed dræbes af Kummer
Langsomt frem nu han tren, og saa lød hans forstandige Tale:

Hil dig Herold! Du Zeus Kronions og Menneskets Budskab!
Gierne jeg hørte din Stemme; thi min Siel vil Venskab og Omgang.
Nylig har Atropos grumt afskaaret den skiønneste Traad, som
Stærkt til Livet mig bandt; den forstandige, blomstrende Hustru
Pryder ei længer min Hal og forskiønner det natlige Leie.
Derfor blandt Venner jeg nu maa søge min Trøst, og et Gienskin
Af den Glæde, som svandt, ved en sort Bestemmelses Villie.
Saa talt vendte sig Dommeren flux; thi af brændende Taarer
Flød en velgiørende Strøm ved den elskede Qvindes Erindring.
Men Ørstaiden, Asklepios Søn, som Nestor ærværdig,
Han, som med sindrigqvægende Kunst af Markernes Urter
Laved den kraftigste Hielp imod Saar og fordærvende Sygdom;
Selv i Raadet han virked; thi mildt fra de venlige Læber
Strømmed hans Visdomsord, og den klogbesindige Tale
Mildned de vredeste Sind, forhindred usalige Tvedragt,
Stifted Venskab og Lyst til Forlig og Enighed trindtom;
Han, imod Dommeren vendt, brød ud med bevingede Stemme:

Adrasteias Søn, du Forstandige, dæmp dine Taarer!
Guderne vide jo bedst hvad der tiener Prometheus Afkom,
Skiøndt, opirret ved ham, vel tidt den olympiske Fader
Sender ydmygende Sot til hans Æt, og tugtende Smerter.
Voxer dog Glæden ei selv, som en Blomst, blandt Kummerens Tidsler?
Pluk den da hvor du formaaer! men lad hver Erindring om Smerten
Flye, som en ængstlig Drøm, hist giennem Indbildningens Horn-Port.
Saa Ørstaiden; men hurtigt forklarte sig Dommerens Aasyn,
Som naar en dæmrende Sky forlod den natlige Maane,
Og giensvarende brød han med let bevingede Røst ud:
Følger du med os paa Toget, Asklepios Søn, Ørstaide?
See, da den sindrige Nestor taug; samvittighedsfuld han
Overveied med Flid: om hans Pligt ei fordred et Afslag,
Nidkier for sin Bedrift, da det steds var voveligt flux at
Drage fra Huus og fra Hiemmet, hvorhen utallige Syge
Tilflugt tog i der' Nød; eller om med faderlig Tillid
Pligten han skulde betroe sin Søn, for at prøve hans Klogskab,
Og for ei ved sit Nei at forstyrre Forsamlingens Glæde.
Dette nu tyktes den Tvivlende dog tilsidst som det Bedste;
Hæved sit Blik, og svared med letbevingede Stemme::
Gierne jeg følger. — Men brat den behændige Skipper fra Jorden
Løfted med senestærk Haand sin Mast, der paa Norriges Fielde
Fordum stod som en Gran, og befæsted den hurtig i Bunden
Midt i den skvulpende Baad, mens i Seilet den spøgende Vestvind
Sprætted med klapprende Dask og forhindred ham Masten at reise.
Stærk dog seired hans Arm; nu stod den trodsende Himlen.
Dernæst vældige Roer udhængt paa sin rustnede Jernkrog
Blev; (det skyllende Vand havde Malmet berøvet sin Blankhed.)
Stærken Roerpind fast han da stak; men øverst i Masten
Heised han purpurne Flag; saa var Alting klart inden Borde.

Men Poseidaons Sønner besteg med den herlige Dommer
Skibet, og med Asklepios Præst den graa Ørstaide,
Samt med hans Søn, og den fremmede Skiald, som i Sommerbesøg var
Kommen fra Axelstad, (ved hans Lænd hang gyldne Barbiton)
Dernæst qvægende Viin, fra de sydlige, varmere Lande,
Fyldtes paa renlige Krukker og stiltes i Skibet som Ballast.

Men for sin Vogn Demeter befæsted det glubende Forspand
Af sine spraglede Drager, med uhyre Flaggermuusvinger;
Bugen svulmede guul af Gift, men Ryggen var knudret,
Spættet med grønt og med rødt og med sortindfurede Strimer.
Hvæsende frem de sig skiøde; mens høit paa sin funklende Karm sad
Guldhaarfagrstee Mø, med en bugnende, gyngende Kornneeg
Krystet i snehvid Arm, og en blinkende Segl, af syvfold
Hærdet Staal, hun holdt i sin Haand; men i Haaret var flættet
Blomster og Urter og Ax; som en Vind over Mark over Engbund
Foer hun mod Aiolos-Bierget, en himmeløiet Gudinde!
Standsed sin Karm, og begyndte med yndigttonende Stemme:
Aiolos! Gudernes Fader og Menneskeslægternes Konge
Gav dig Bølgen at mildne, samt høit den at svulme med Stormvind!
Mænd, som Hiertet har kier, beseile de baltiske Vover.
Seent fra Rudkiøbing Snekken gaaer, mod det blomstrende Thorsing.
Medens den drillende Vind Sydvest dem leder mod Strynøe.
Byd da din Zefyros Seglene blidt at blæse mod Thorsing
Snorret did, hvor jeg kierligt af Jord, i blomstrende Foraar,
Frem har klækket med Flid de tidligste Frugter,
Som at husvale de Langelands Mænd dem venter i Hallen.
Saadan talede Gudinden. Men høit fra sin takkede Biergaas
Lød, som en Sommervind, hans Røst, den vældige Stormguds:
Demetra! velkommen hid. Hav Tak fordi du saa yndigt
Stundum besøger mig nøgneste Field, med dit blomstrende Følge.
Ofte du qvæget mig har, naar vildt jeg reed giennem Luften,
Standsed du brat min Storm i en Laurbærlund, og formilded
Med din Ambrosiaduft dens Harm, og krydred dens Aande.
Saa var hans Ord. Men vældig, med Haand af Sener indflettet,
Greb han usynlige Tømmer og standsed den barske Sydvestvind!
Men af sin hvælvede Hal slap han Zefyros løs fra Fieldet;
Fulgt af tusind Favoner, i svingende Zirkler og Buer,
Fløi, som en Sommerfugl. paa de guldsprængtpurpurne Vinger
Han giennem blaalige Luft. Men den hulde Demeter, Gudinden,
Foer som et Stierneskud paa sin funklende Karm, til Olympos.

Derimellem paa Skibet de seilende Mænd ved forstandig
Samtal qvæged det muntrede Sind. Men den vældige Gubbe
Nileus, graa Hansaide, med Ungdoms Kraft, skiønt den hurtig-
Rullende Tid havde bleget hans Lok og forsølvet hans Guldhaar,
Sad ved det knagende Roer, med sit Blik mod Seilene henvendt;
Tidligt den Fyriges Ungdoms Liv var offret Poseidon.
Smilende nu han sad, og spilled den drillende Sydvest
Mangt et Puds. Men med eet han opsteeg fra vuggende Bagstavn,
Vinkte med stærken Haand og hans Røst bedøvede Blæsten:

Nu, ved Styx, ei varer det lang Tid, før vi paa Thorsing
Lander, o Venner! thi ei man kan ønske sig skiønnere Medbør,
End den Kuling som lufter. Nu bring os fra hvælvede Skibsrum
Viinkar, Dreng! at vi froe kan hylde beskyttende Guder,
Og selv qvæge vor Aand ved den himmelskambrosiske Nektar.
Saadan mælede du, o Nileus, hellige Styrke!
Men fra Rummet blev bragt, i de velforvarede Krukker,
Proppet med smidige Kork og forseglet med klæbende Harpix,
Funklende Viin; og en Purpurstrøm i de skummende Bølger
Ud blev hældt, til Tak, for den ledende Vind over Havet.
Dernæst qvæged de værdige Mænd sig ved Druernes Nektar.
Men den besielede Sanger tog frem sit gyldne Barbiton,
Stemte dens Strenge til Klang, og sang i bevingede Toner.
Først han spøgende qvad om den blussende Gud Dionysos,
Som, for en Kongesøn holdt, de barbariskrøvende Sømænd
Tog, og fængsled med Baand og henslængte paa gyngende Skibsdæk,
Haabende snart ham løskiøbt faae for en klækkelig Guldsum.
Men af den smilende Gud faldt snart afmægtige Lænker.
End dog de kiendte ham ikke, forblindet af latterlig Dumhed.
See! da giød sig en duftende Strøm af Viin over Skibet;
Langs ad et sneehvidt Seil sig udstrakte med flettede Ranker,
Som til en solbar Væg, en druetungtbugnende Viinstok;
Og om den kneisende Mast, over Vimplen, vandt sig en dunkel
Vedbendranke til Himlen; om Aarerne vikled som Tang sig
Vindrueløvet, til Skræk for den ængstligtstudseende Skibsflok.
Men med græsselig Stirren en Løve paa kneisende Fordæk,
Brandguul brøled, og røde som Blod var Øinenes Kugler,
Manken rysted den vredt, og sig slog med viftende Hale,
I Siderne, som med en knudret Tamp, for ret sig at ægge
Til Mordlyst og Drab. Da blegned Forbryderne; Rædsel
Ganske betog deres Siel; over Bord i sydende Havskum
Styrted de hylende. Nu som Delphiner med skællede Stierte
Der de, med krummede Ryg, sig afmægtigt fnysende boltre. —
Siden da Druernes Magt havde muntret de jublende Siele,
Da der blev Spøg og Tummult og knapt inden vuggende Skibsrum,
Sang han i Skierts, for snildt at betyde Poseidons Sønner
Digterens Hellighed, og den Straf, hist evige Guder
Sender hver dødelig Mand, der fornærmer begeistrede Sanger,
Flux om Arion en Qvad, den herlige Skiald fra Methymna;
Hvordan han drog fra Corinths hin vældige Drot Periander,
Hen mod Italiens Strand og Sikurlandet, for stundom
Hisset at fryde det undrende Folk med sin skinnende Lyra.
Dernæst, rundt omvandret, og fulgt af Tak og Beundring,
Hiem han drog med sin samlede Skat; thi Folket i Oldtid
Elsked hver ypperlig Skiald og belønnede Kunstneren gavmildt.
Men da nu bort fra Tarent han foer med et Skib til Korinthos,
See! da fristedes lavt Barbarernes Hierter af Guldtørst
Og de forened sig grumt, for at styrte den hellige Sanger
Ned i det sydende Havs Dødssvælg, fra gyngende Skibsdæk.
Men Arion, saasnart han forstod den usalige Higen,
Villig dem bød sin Skat; thi Apollons elskede Søn ei
Fængsles af Guldets Magt, han foragter de prægtige Lænker.
Men Barbarerne rørtes ei; de frygted, han eengang
Skulde forraade, paa Landet frelst, deres skiendige Gierning;
Gave ham derfor det Valg, enten selv sig at dræbe, for hist at
Jordes paa Land, eller flux nedstyrte sig dybt under Bølgen.
Da nu bleg i sin truende Nød den skiælvende Sanger
Stod, som en Steenbuk stander, forfulgt paa farligste Fieldtind,
Raadvild, om oppebie den skal hint sigtende Dødsskud
Eller fortvivlet sig styrte, ved Spring, i Fieldenes Afgrund?
Saadan Sangeren her sig betænkte med bankende Hierte:
Om han med iiskold Haand skulde støde det blinkende Mordstaal
Dybt i sin Barm, eller kiek, ved et Fald fra snablede Forstavn,
Overlade sit Liv i Ombelterens Magt, Poseidons.
Dette tilsidst den Tvivlende dog ansaae for det Bedste,
Hæved sit Blik, og udbrød med letvingede Stemme:
Nu velan da, Barbarer! Forhærdede! Sikkert Kronion
Straffe Jer vil, som sig bør, og hævne jer skændige Medfart
Mod en uskyldig Mand. Men da grumt I giver det Valg mig
Enten i Havet at døe, eller døe for blinkende Mordstaal,
Vælger jeg hint. Dog lader mig først fra snablede Bagstavn
Synge min Svanesang, at min Siel kan inderligt styrkes
Eengang endnu af den himmelske Lyd, før Døden mig favner.
Saa talt, vrantne tillod de den bønligt talende Sanger
Eengang endnu at opløfte sin Røst; men grumt deres Øren
Stopped de til med Vox, for ei at bevæges ved Sangen.
Koldt, forstokket de stode med Haan og blottede Dolken.
Men ved den smeltende Lyras Klang de skummende Bølger
Standsed den trodsige Flugt, Sydost-Stormvindene standsed,
Og giennem Bølgerne skiøde Tritoner sig frem, og i Sivet
Hamadryader, og selve den sølverbeføddede Thetis
Hævede fiernt giennem Blomsterskum sin slørede Tinding;
Alle forundrede fro, ved den himmelskklingende Lyra.
Selve den dybthenflagrende Maage, som svæver ad Havets
Ryg, for at fange sig smaae Insekter og Fisk til sin Føde,
Standsed og lytted og svang sig fra Dybet til kneisende Vimpel,
Satte sig der med Lyst og fornam de smeltende Toner.
Men ubevægelig stod den forhærdede Flok. Da nedsprang
Smilende Sangeren kiek i sin Pragt med sit gyldne Barbiton
Høit i Haand mod Himlen rakt. Og fra kiølige Tangbund
Skiød en Delphin sig flux og frelste den hellige Sanger;
Greb ham med smidige Stiert om sin Krop og satte ham stolt op
Høit paa sin Ryg og bar ham i Land, over rullende Bølger.
Ængstligt Røverne Flugten toge; men Eurus og Notus
Galende fnøs, og foer hen, og bestormed med fraadende Vandskum
Dækket brat, og splintred i Qvag den tumlende Skibsmast,
Vristed saa Roret forbittret fra sprukne Kiøl; men i Luften
Trevled de flagrende Seil med forfærdelig Latter, og snurred
Vraget i muddrede Grund, og henslog hver Planke paa Dybet.
Greb saa med stormstærk Haand om forhærdede Nakke hver ængstlig
Røver, og dukked ham dybt i det Pestluft aandende Havvand,
Kasted ham halvdød saa til Straf paa korinthiske Strandbred.

Saa sang høit for Rudkiøbings Mænd den fremmede Sanger.
Jasons Tog han fremdeles besang, om Helten som didfoer
Efter et Guldskind. Her, Argonauternes Lige, med Stolthed
Droge de nordiske Mænd, efter Purpur-Jordbær paa Thorsing.
Alle med Bifald belønned hans Qvad. Men flux fra sin Roerbænk
Skipperen foer, og fatted den vægtige Stang, som ved Siden
Laa, paa dens Ende med Søm, var fæstet en drabelig Jern-Krog;
Løb saa i snablede Forstavn hen og stødte den voldsomt,
Tørnende fast, mellem spraglede Steen; thi brat under Thorsings
Blomsterstrandbred Skibet indløb i en magelig Havbugt.
Erikiden dem vented paa Stranden; med hiertelig Fryd han
Modtog Rudkiøbings Mænd og de Fremmede, førte dem hurtigt
Ind i sin Hal, hvor beredt alt vinkte det qvægende Maaltid.
Og de ambrosiske Bær, i de aflangtfunklende Skaaler,
Smilte med Purpursmiil, til Behag for den samlede Skare.
Og deres Hænder de løfted mod veltillavede Maaltid,
Men da til Maden og Drikken var stilt den higende Længsel,
Med Samtaler forlysted sig da de alvorlige Kæmper.
Indtil den rødmende Sol sank ned bag dæmrende Skove.