November stod saa kold og øde,
Hiemsøgt af Taager og af Regn;
De vilde Storme rædsomt løde
Fra Skyen, om den nøgne Egn.

Den gamle Høst, en venlig Gubbe,
Sad der saa tankefuld i Løn;
Tilsidst han reiste sig fra Stubbe,
Og bad til Guderne en Bøn:

Skal evig da mit Liv kun flyde,
Hen uden Lyst og Glæde her?
O lader dog en Blomst fremskyde,
At jeg kan qvæges i dens Skier.

Da ynkte Guderne den Arme,
Som sad saa kummerfuld og stil,
Foruden Liv, foruden Varme,
Foruden venligt Blomsterspil.

Og Freya monne huldt sig saare
Med lette Spyd; og see af Blod
Til Jorden sank en Purpur-Taare,
Og spired frem, og fæsted Rod.

Og steeg, og monne huldt sig lukke,
Og blomstred i den kolde Luft;
Og Freya hørte Blomsten sukke,
Og hendes Aande gav den Duft.

Og Solen monne lunt den bade,
Og Stormen lagde bly sig ned,
Og Frygga gav den grønne Blade,
Og Bragi gav den Evighed.

Og i Novembers kolde Mose
Det er ey længer graat og dødt,
Fra den Tid Freyas unge Rose
Der spired frem og blusser sødt.

Men Blomster maa man Blomster yde;
De voxe sparsomt paa min Vey,
Derfor kan jeg kun Rosen byde
Her disse smaa Forgietmigei!