Mit Hoved svimler! Ney en saadan Reise
Har jeg endnu ey giort mit hele Liv.
Om Kroppen tog han mig. Det var som Vandet,
Naar det omslynger Een, i lune Bad.
Hvor høit han fløy, mens Maanen skinte klar!
Ak hvor besynderlig da Jorden lod!
Det store Ispahan, med sine Lys,
Som sluktes uformærkt, lidt efter lidt,
Saae ud kun, som en Smule brændt Papir,
Hvor Børnene gaaer langsomt bort af Skole.
Han svang sig rundtomkring med mig, en Omvey,
For ret, i Nattens klare Tryllelys,
At vise mig den vidtudstrakte Jord.
Jeg glemmer ey, da over Caucasus
Han fløy, og hvilte lidt paa Biergets Tinde,
Og styrted sig saa skraas igiennem Landet,
Som om han vilde druknet mig i Euphrat.
For Stormen drev en vældig Tremast hist,
Midt paa det sorte Hav. Did fløy han hen,
Berørte Skibets Vimpel med sin Taae,
Og strakte sig stivt ud, ret som en Støtte,
Paa dette faste Postament, med mig
I Armene, høit opstrakt imod Himlen.
Derpaa, da Maanen, som en Dødning bleg,
Forsvandt ved første Glimt af Solens Glands,
Forvandled han sig til en Purpurskye,
Og sænkte blidt sig ned med Morgenduggen,
Imellem Blomsterne ved Stadens Port.
Derpaa, forvandlet til en Lærke, steeg han
Igien i Luften, qviddrende, og svandt. -
Ak jeg er træt, afmægtig; jeg maa hiem.
Hvor vil min Moder giøre store Øine!
Ak! havde hun kun det fornødne Brød;
Thi jeg er hungrig; meget, meget hungrig.