Det er en deilig Morgenstund. Aladdin!
Du havde Ret, hvi troede jeg dig ey?
Du blev endnu en Dag paa Jagt, og mig
Drev Skyerne og Regnen hiem igien.
Mon vel min Dotter alt er staaet op?
Du kiere Vane! At jeg hver en Morgen,
Saasnart jeg staaer af Sengen, hen skal ile,
Og stirre paa det skiønne Pallads, faae
En Hilsen, hist, af mine Børn, fra Vindvet -
Det styrker mig til hele Dagens Arbeid.
Han gaaer hen til Vinduet og seer ud.
Hvordan? O Himmel! Sover jeg endnu?
Gaaer jeg i Drømme? Har jeg mistet Synet?
Men, hellige Prophet! Jeg seer forresten
Jo Alting tydeligt. — Der staaer min Seng!
Og her er Vindvet, Gaden her, og hisset
Er Husene. Men Himmel! Hvor er da
Aladdins skiønne Pallads, og min Dotter?

Han kalder. Den vagthavende Officer træder ind.

Soliman.
Hør Casem, kan du sige mig, min Søn!
Hvor staaer min Seng?

Casem.
Stormægtigste Monark!
Din Seng?

Soliman.
Ja, ja! Min Seng. Har du ey hørt det?

Casem.
Der staaer den.

Soliman.
Godt! Og viis mig nu mit Vindve.

Casem.
Der, store Soliman!

Soliman.
Og Vindvesposten?

Casem.
Og Vindvesposten?

Soliman.
Ja, og Vindvesposten!

Casem afsides.
Ak! Persiens Monark har tabt Forstanden.
Der, store Sultan!

Soliman.
Godt. Men da du seer
Saa grant, og undres over mine Spørgsmaal,
Saa viis mig det, som dog er meget større,
End alt hvad hidtil du endnu har seet:
Hvor staaer Aladdins Pallads?

Casem
peger hen til Vinduet uden at vende sig.
Der, min Sultan!

Soliman.
Hvor? Støder til ham. Vend dit kloge Hoved om.

Casem.
Der. — Ha! —
Stormægtigste -

Soliman.
Hvor er Aladdins Pallads,
Selvtillidsfulde Østers?

Casem.
Himlen veed det!
I Aftes stod det der. -

Soliman.
Gaae! Hent Veziren
Paa Øieblikket. Lad ham komme flux!

Casem.
Just, som I kaldte, kom han op ad Trappen,
Det er alt Divanstid. Der kommer han.

Veziren træder ind. Casem gaaer.

Soliman.
Vezir!

Veziren.
Min store Sultan! Er I syg?
Hvad er der mødt det stolte Persien?
I blusser! Eders Øine rulle vildt!

Soliman.
Saa veed ey heller I hvad der er skeet?
Gik I Aladdins Pallads ey forbi?

Veziren.
Jo, store Sultan! som jeg altid giør,
Naar Pligten kalder mig for Eders Throne,

Soliman.
Og I blev intet vaer?

Veziren.
Slet intet, Herre!

Soliman.
Ved Mekka og Medina, I har Ret!
Thi der var ingenting at blive vaer.
Men — hvad jeg meente — mærkte I da ingen,
Slet ingen, usædvanlig, stor Forandring?

Veziren.
Oprigtig talt, min ædle Herre! hvergang
Jeg gaaer til Eders Divan, har jeg altid
Saa mange Ting at tænke paa, at ey
Jeg skotter hen til Siden; for at intet,
Paa nogen Maade, skal adsprede mig.
Desuden veed I jo — jeg har ey dulgt det -

Soliman.
At dette Pallads var en Torn i Øiet?
Velan da, den er taget ud, den Torn!
Og til Beviis derpaa, seer I langt længer
Med det helbredte Øie nu end hidtil.
Før saae I ligefor mit Slot et Pallads,
Nu kan I stirre hen i Horizonten.

Veziren seer ud.
Ha!

Soliman.
Nu Vezir? Har I vel Mage seet?

Veziren
fatter sig af sin Forundring.
Om jeg har Mage seet, min elskte Herre?
O ja, det har vel jeg, saavel som I.

Soliman.
Saavel som jeg?

Veziren.
I saae jo, at det stod der.
Var det da meer begribeligt, end hvordan
Det nu er svundet, hurtig, som det kom?
Nu kan jeg tale. Mig er denne Sag
Ey sælsom; godt den stemmer med det Hele.
Aladdin er en Troldmand, det er klart;
En nedrig Trold, som grumt misundte mig
Min Lykke. Derfor ængsted han min Søn,
Betog ham snild sin Hustrues Kierlighed,
Forblinded Eder med sit Tryllerie,
Fik hende i sin Vold — og nu, da han
Er kied af denne Leeg, er Alt forsvundet.

Soliman.
O Allah! Allah! O min Dotter! O!

Veziren.
Ulykkelige Fader -

Soliman.
O, min Dotter!

Veziren.
Er ogsaa hun?

Soliman.
Hun! Alt! Min Dotter, o
Min Øyesteen! Min Stolthed og min Glæde.
Han græder.

Veziren.
O! hvilket rørende, ynkværdigt Syn.
Den stolte Majestæt af Persien
Afriver sine Haar med vredne Hænder,
Maa fælde bittre Taarer, som et Barn,
og kaster sig i Støvet, som en Slave. -
Har I da intet Nys om, hvor Aladdin
Er flygtet hen?

Soliman.
Den nedrige Bedrager!
Han vilde blive denne Dag paa Jagt,
For ey at følge mig. Alt er forgieves.

Veziren.
Hvem veed? Man kan, man bør forsøge Alt.
Jeg vil befale strax en vældig Flok
Af Eders Vagt, at giennemstreife Skoven,
Og hvis de finder ham, at bringe ham
For Eders Throne.

Soliman forbittret.
Ikke for min Throne!
Ifald han findes, (som han ikke giør)
Men hvis han findes, og han skaffer ey
Min elskte Dotter atter strax tilbage,
Da bind ham fast, og bring Forræderen
Til Retterstedet, at hans frække Blod,
I det det flyder under Bødlens Sværd,
Kan gyde Kiøling i min Smertes Vunde.
Soliman.
Hvad I fortæller mig, som Aarsag her,
Hvorfor I atter nu vil skilles ad,
Er saa besynderligt, og saa utroeligt
Langt uden for Sandsynlighedens Grændser,
At knap jeg veed hvad jeg skal svare til det.

Veziren.
Det samme jeg har sagt, min store Sultan!
Man veed jo af Erfarenhed hvor ofte
Sligt Drømmerie af Blodet reiser sig.

Soliman.
Men at de drømme Begge nu det Samme?

Veziren.
Er høist besynderligt, men ey umuligt.
Og skal man sætte Lid til dette Udsagn,
Saa er det mere rimeligt at troe
Paa Mulighed end paa Umulighed.

Soliman.
For altsaa ret at komme efter Sagen,
Saa holder jeg det for at være bedst,
At vi med Rolighed end oppebie
Den tredie Nat; at jeg og du, Vezir!
I Brudekamret skiuler os, og seer,
Med egne Øine, Sagens Sammenhæng.

Veziren.
Sindrig er din Beslutning, store Fyrste!
Hvis kun det er en Feberdrøm i Blodet,
Saa see vi Intet; dersom det er Sandhed,
Saa see vi det med vore egne Øine,
Og kan da føie vore Børn, (endskiønt,
Hvad mig angaaer, med Smerte) i at løse
Det nylig helligslungne Ægtebaand.

Zulima.
Hvad siger da, min elskte Dotter! du
Til dette Forslag?

Gulnare.
Hvad min Fader ønsker,
Det vil jeg ikke sætte mig imod.

Veziren.
Saa er til videre da Tingen afgiort.

Saladin.
Ney bi! Jeg har dog vel et Ord at sige
I Lauget med, ved denne Leilighed?
Jeg elsker Eders Dotter, store Sultan!
Og indseer meget vel min sieldne Lykke,
Men ey for hende, ey for hele Verden,
Jeg prøved end et saadant Vovespil.
I veed ey hvad det er, at staae med Ryggen,
Stiv, som et Stegespid, til Gitterværket,
Og uafladelig, med tvungne Blik,
At see paa Stiernerne og Melkeveien.
I veed ey hvad det er at blive rusket
Af Aander, mærker jeg, min store Sultan!
At see en anden Mand at gaae tilsengs
Med Eders egen Kone, mens I staaer
Og gaber, som en Hund paa Hundestiernen.
Prindsessen, der, har godt nok for at føie;
Hun bliver i sin bløde, varme Seng,
Der er saa bred og magelig, at Sværdet,
Som ligger mellem Dievelen og hende,
Kan ikke røre, naar hun selv ey vil.
Og overalt — hvad dette Sværd angaaer -
I sagde selv: hvad ey man havde seet,
Med egne Blik, var vanskeligt at troe -
Og jeg har rigtignok min Kone seet
I Sengen hos den skammelige Trold,
Men Sværdet har jeg ikke seet. Maaskee
Er den Idee om Sværdet kun en Drøm,
(Som selv I sagde før, min store Sultan!)
Et Foster af Prindsessens varme Blod.

Gulnare.
Forvovne!

Zulima opbragt.
Slige Tanker tør du yttre
Om -

Soliman.
Jeg kan ikke bare mig for Latter.
Kom op at skiendes til! Alt bedre Børn!
Det forekommer mig ret som naar Hunden
Om Natten staaer og giøer ad Maanen, og
De lette Skyer, der drive den forbi.

Veziren.
Fat dig, min Søn! Est du en Mand, og tør
Ey vove dig en Nat endnu i Faren,
For slig en Perle? Jag din Rædsel bort,
Hvis du vil gielde for min Søn,

Saladin.
Min Fader!
Min Daad bestemmer ey min Moders Daad.
Hvis jeg er Eders Søn, saa blier jeg det,
Om jeg saa aldrig mere staaer forstenet.
Jeg indseer vel, at slig Begivenhed
Maa komme Eder her lidt ubeleiligt.
At være Svoger til en persisk Sultan,
Er herligt, som at være Svigersøn;
Men jeg kan ikke hielpe Eder heri.
Og skiønt vel sønlig Lydighed er stor,
Saa er det dog en Smule stærkt forlangt,
At jeg skal staae paa Taget, som en Iistap,
Hver Nat til Ære for min elskte Slægt,
Imens en Anden sover hos min Kone.

Veziren.
Du glemmer den Ærbødighed, du skylder
Din Sultan, Sultaninde, Fader, Brud.

Gulnare.
Min elskte Fader! giv mig Eders Minde.
Hvad Saladin forlanger, ønsker jeg.

Soliman.
Hvad siger du, Vezir! Hvad skal vi giøre?

Obersten over Livvagten træder ind.
Den gamle Stiernetyder Ali Baba
Staaer udenfor med sneehvidt, blottet Hoved.
Han beder, store Sultan! om det Held
At maatte kaste sig for dine Fødder.

Soliman.
Han komme! Obersten gaaer. Det er en bedaget Olding,
Som læser viis i Nattens blanke Stierner.
Midt paa de flade Marker har jeg bygt ham
Et vældigt Taarn, hvor han hver Nat kan see
Hvert sælsomt Tegn, der skeer paa Himlen.

Saladin ærgerlig.
Selsomt?
Jeg kan forsikkre Eder, store Sultan!
Der er ey mindste Smule sælsomt ved.
Man staaer og gaber, det er hele Sagen.

Ali Baba træder ind.
Guds rige Fred med Persiens Monark,
Hans Throne staae, huldt blomstre al hans Slægt.

Soliman.
Tak, Ali Baba! Hvilken nye Bemærkning
Har drevet dig fra Taarnet til mit Pallads?
Thi uden sligt var du vel neppe kommen.
Du elsker Eensomhed.

Ali Baba.
Ja, store Sultan!
Jeg er en gammel Olding, træt af Verden.
De smaae Begivenheder, som der skee
Paa Jorden, matte snart det vante Øie,
Der synes selv de Største mig kun Smaae.
Naar Alderdommen, med sin Sølvervinge,
Bedækker os, da hæver sig vort Blik,
Fra Jorden til den stiernerige Himmel;
Did stirrer det, som til det rette Hiem,
Hvorhen vi om en føye Tid skal komme.
Hvad mig angaaer, saa finder jeg min Trøst i,
Med from Opmærksomhed, at mærke paa
De svage, matte, spredte Glimt af Himlen,
Til Porten aabner sig og sender mig
Sin samletskiønne Morgenglands imøde.

Soliman.
Hvad har du da at aabenbare mig?

Ali Baba.
Som efter vandte Viis, i stille Midnat,
Jeg vandred paa mit høie røde Taarn,
Og som jeg havde holdt min Aftenandagt,
Saa lod jeg fromt mit Blik paa Maanen hvile.
Jeg tænkte paa hvordan Propheten eengang,
For at bevise flux den vantro Jord
Sin Høihed og sin Vælde, sendt fra Gud,
Nedvinkte den fra Himlen, at den faldt
Med Klang til Jorden brat, i tvende Stykker,
Hver paa sin Kant af Bierget Elikais;
Hvorpaa han atter, ved sit Magtens Bud,
Den sammensmelted, og lod lys den stige
I Æthren, hvor den havde funklet nys.
Som jeg nu vandred saa, med fromme Tanker,
Blev Maanen pludselig formørket brat,
Saa at den hele Jord blev sort, som Kul.
Da skreg i Skoven Uglerne af Skræk,
Og Hundeglammet standsed her i Byen.
Men jeg var rolig, skiønt jeg mærkte vel
At det var ingen Skye; thi Himlens Bue
Var reen og klar, og ingen Skye desuden
Var mægtig til at mørkne saa som nu.
Jeg tænkte: Er det Allahs Velbehag
At kalde hele Skabningen for Dommen,
Har han alt givet Dødens Engel Vink,
Den høie Israfil, som rede staaer
Bestandig, med sin blinkende Basun
For Munden, til at støde Verden ned
Med det uhyre Skrald? — Hans Villie skee!
Men, som jeg knælende med uforstyrret
Og roligt Blik betragted dette Syn,
Fik Maanen pludselig sin Glands igien,
Og ved dens lyse Skin jeg nu blev vaer,
At hvad der havde mørknet Jorden nys,
Var Skyggen af en Engels brede Vinger,
Der foer igiennem Luften, med en Løibænk
Af Ibenholdt og Guld, hvorpaa der laae
En Mand og Qvinde. Langsomt sank de ned,
Og svandt tilsidst bag Eders Pallads, Herre! -
Hvad nu det sieldne, underlige Tegn
Vil sige, veed jeg ey; men Pligten drev mig
Til at kundgiøre dig det, store Sultan!
Den store Allah naadelig forbyde,
At noget Ondt det skulde varsle dig!

Gulnare.
Nu, kiere Fader! Tvivler du endnu?

Saladin.
Er det endnu en daarlig Feberdrøm?

Soliman.
Prophetens Veye er usporlige.
At dette Ægteskab er Gud imod,
Det seer jeg tydeligt, og kalder det
Tilbage flux.

Gulnare.
O Tak! min elskte Fader.

Saladin.
Tak, store Sultan.

Veziren afsides.
Ha, fordømte Drøm!
Du vækker mig af alle mine Drømme,
Der sprang, som Blomster, ud af dette Bryllup.
Jeg faaer vel ogsaa takke. Høit. Tak, min Sultan!

Soliman.
Besynderligt! — Kom! Følg mig i mit Divan.

Soliman.
Jeg takker Himlen og Propheten, som
Mig skienker slig en værdig Svigersøn.
Fast ubegribelig er Eders Rigdom,
Og Eders Skiønhed sielden; stærkt og kiekt
Og sindrigt funkler Eders Ungdoms Øie.
O! I fortiener rigeligt min Dotter,
Derom er jeg forvisset. Mangen Anden
Faldt maaskee paa at fritte Eder ud,
Om hvor I havde Eders Rigdoms Kilder?
Om hvor I vel var kommen fra? Og sligt.
Jeg giør det ey; da hidtil I har dulgt det,
Saa har I ogsaa vist en grundet Aarsag.
I skiuler den, og det er ligemeget;
Jeg seer jo hvad I har, hvordan I har det,
Det veed jeg ey; og veed jeg mere da
Hvordan jeg selv og alle Adams Børn
Vel har det? Det er nok at vide hvad,
Kun Daaren spørger altid om hvordan.

Aladdin.
Min Sultan! Eders hulde Viisdoms Ord
Neddryppe qvægende, som Morgenduggen,
Fra Cedrens Top, ned paa den ringe Urt,
Som fandt sit sikkre Tilflugt i dens Lye.

Soliman.
Saa vil jeg da imorgen holde Eder
Et prægtigt Bryllup, mine elskte Børn!

Aladdin.
Skiønt Bien ikke længes meer, min Sultan!
Om Morgnen efter Rosens Honningbæger
End jeg, ak! efter hendes Favnetag;
Skiønt Græsset, klamt og nedtrykt af en Storm,
I Natten ikke higer mere efter
Den varme Straale, for at reise sig,
End jeg, ak! efter hendes hulde Blik,
Saa ønskte jeg dog gierne, elskte Fader!
Saa længe blot at sætte op vort Bryllup,
Til hist paa Sletten, ret for Eders Slot,
Jeg op fik bygget mig et lidet Pallads,
Hvor jeg modtage kunde først min Brud.

Soliman.
Det vil jeg ikke nægte dig, min Søn!
Hvor lang Tid mener du at bruge dertil?

Aladdin.
Saa lige kan jeg ey beregne det,
Dog vil det sikkert ikke vare længe;
Thi min Bygmester er en klygtig Mand.

Soliman.
Saa blier det derved. — Følg mig nu i Raadet,
At jeg kan giøre dig bekiendt, min Søn!
Med Fyrstens Pligter, og de Byrder, som
Du sønlig nu skal dele med din Fader.

Aladdin.
Ak! maatte jeg kun have Styrke nok.
Dog, I skal styrke mig, og Eders Viisdom
Skal gribe mig i Faldet, naar jeg snubler.