Paa Danmarks Strand en Hytte
Saa nær ved Skoven laa,
Den kunde vel beskytte
For Stormen med sit Straa;
Men for en Moders Kummer
Har Hytten ingen Trøst,
Naar vaagen og i Slummer
Sig vaander hendes Bryst.

Vil Gud ei Naade skiænke,
Bønhøre Qvindens Bøn?
O giv en stakkels Enke
Tilbage hendes Søn!
Til Indien med Ære
Han drog fra Fædrehavn;
Vil Bølgen ei ham bære
Hiem til sin Moders Favn?

See, Moder! raabte Drengen,
Du eier ingen Gaard;
En stakkels Ko paa Vængen
For dig i Tøiret staaer;
Dig ikke Marken yder
Sit Guld i fulde Læs;
Ei Fælleden dig byder
Sit Kløver og sit Græs.

Men Dansken ei paa Lande
Sin Vinding ene fandt:
Om Kysten straaler Vandet
Som klare Diamant.
Mon Havets Sølv opveier
Ei Agerguldet her?
Det Haab, som Bølgen eier,
Er fælleds for Enhver.

Saa talt, af Hyttehækken,
I Hat han stak en Green,
Og let han sprang i Snekken,
Og den var ikke seen.
Hun stod og græd i Krogen,
I Luften ud hun saae,
Hvor høirød Dannebrogen
Sig boltred i det Blaa.

Tre Aar saa langsomt runde,
Med Sommer, Vinter, Mai;
De kom, og de forsvunde,
Men bragte Henrik ei.
Da bad hun høit for Drengen,
I eensomtsnevre Ly,
Naar bleg hun sad paa Sengen,
Og hørte Bølgens Gny.

Mit stakkels Barn! Du hviler
Vist paa den vaade Bund!
Ei meer imøde smiler
Du mig med friske Mund.
Med Øine brustne røde,
Med kolde Læber blaae,
Du længst var Fiskeføde,
Hvor dybt Koraller staae.

Den Bølge, som nu kommer,
Maaskee, som Stranden slaaer,
Flød om dit Liig i Sommer,
Og skummed i dit Haar.
Den det Farvel mig bringer,
Som tro Du sendte mig,
Da Du paa Stormens Vinger
Svang dig til Himmerig.

Det trøsted stakkels Qvinde
At gaae i Kirke tidt;
Hvergang hun sad derinde,
Det lindred hende lidt;
Da tyktes hun sig være,
Mens Orgelværket lød,
Langt nærmere de Kiære.
Da var ei Sønnen død!

Men hvergang i September,
Den Maaned skiøn og huld,
Som Solens Flamme dæmper,
Og skiænker Frugten Guld,
Hun Evangeliet hørte
Om Enkens Søn paa Baar,
Da Smerten hende rørte,
Hun gik fra Kirkegaard.

Hun iled ud til Havet
Og raabte høit med Suk:
Du som er der begravet,
Saa ung, saa stærk og smuk,
Du flygted ei som Kain,
Men trodsed Skiæbnens Harm;
Som Enkens Søn af Nain.
O vend til Moderbarm!

Ved Hytten stod saa ene
Det store Asketræ,
Og i dets høie Grene,
Længst havde Storken Læ.
Hver Vaar den kom tilbage,
Begav sig bort i Høst.
Man siger, den skal drage
Langt hen til fierne Kyst.

Tidt sukked hun bevæget,
Naar Storken gik paa Væng:
Med Dig har Henrik leget
Alt som en lille Dreng.
Ak nu maaskee Du skifter
Din Rede ved hans Grav.
Saae Du fra Skyens Rifter
Ham døe paa salten Hav?

Drag hen i andre Dale!
Her er kun Sorg og Nag.
Med Dig den milde Svale
Fromt bygger ved mit Tag;
Jeg Eders Ro forsvared,
Her fandt I Hvilested;
Men I har ei bevaret
Min Arnes stille Fred.

Hvor er da Henrik blevet?
Omkom han i en Dyst?
Nei! Stormen har ham drevet
Hen til Marokkos Kyst.
Tungt har han Skiæbnen fristet,
Skiøndt han endnu er ung;
Sin Frihed har han mistet,
Dog Lænken er ei tung.

Han gaaer i Keiserhave,
Som Urtegaardens Mand,
Maa Blomsterbedet grave,
Og give Rosen Vand.
Tidt Keiseren han finder
Med Turban, Pibe, staae,
Mens deilige Slavinder
Omkring i Haven gaae.

Men bleg i sine Lænker
Han agter Skiønhed ei.
Han paa sin Moder tænker
Og paa den lange Vei.
'Hvi splittede Du Vraget,
Neptunus! med din Fork? —
Da klapprer det paa Taget,
Og see — det er en Stork!

Ak! kunde det ei være
Min gamle Kammerat?
Du gaaer med samme Fiære,
Langbenede Krabat!
Hvid og med Sort paa Vingen,
Med røde Næb og Fod.
Dog — slig en Trøst er ingen!
Du daarer kun mit Mod.

I Siælland Paaskefesten
Alt skienker Glædens Dag.
Til gamle Moer gaaer Præsten,
Hun er af Kummer svag.
Da klapprer det derude;
Opmærksom Præsten blev!
See! for den brustne Rude
Staaer Storken — med et Brev.

Et Brev om Benet bundet.
Nu, Moder, græm dig ei!
Din Søn er atter fundet,
Kort blev den lange Vei.
Saa flinkt ei Posten haster!
Din Henrik er ei død;
Trehundred gode Piaster
Ham løser af sin Nød.

Knap kom hun sig af Skrækken,
Saa var kun Glæden Giæst.
For Kirkedøren Bækken
Udsatte fromme Præst.
Det vared ikke længe,
Saa hialp dem Næsten alt;
For blanke Sølverpenge
Søguttens Lænke faldt.

Nu hos sin Moder atter
Han nyder fro sit Liv;
Hun har en Svigerdatter,
Og han en Venneviv;
Nu trives Kiærligheden
Bag Rosenhækkens Tiørn,
Og Svalen vogter Freden,
Og Storken bringer Børn.