Nu ilte Skirnir, hvad han kunde,
Ned ad den skiønne Regnbuerand,
Hen over Jordens dunkle Lunde,
Da kom han til Troldkæmpeland.
Det var som Vinden, Veien over;
Den ingen Bom kan byde Stop;
Det var som Blæst paa Havets Vover,
Der kruser Bølgens sorte Top.
Da mældte Skirnir: Mørkt er ude,
Her vorder Veien mere trang!
Mod Hestebringen Storme tude,
Det gaaer i Tidsler, Lyng og Tang.
Dog vil mig neppe Jetten tage,
Endskiøndt jeg vorder nu hans Giest.
Til Valhal rider kiæk tilbage
Ung Skirnir, paa sin flinke Hest.
Han valgte Vei til Elivage;
Ved Fiorden Færgekarlen stod,
Og støtted sig til stærken Stage,
Og Brynet viste skumle Mod.
Hvo est du, Træl, ved Flodens Vover?
Da raabte Skirnir, kiæk og snild:
Hvis du mig hurtig sætter over,
Da faaer du Havrebrød og Sild.
See! Seer du Brogen paa min Skulder?
Der giemmer jeg min Forraad god.
Da svared Jetten ham med Bulder:
Du Rytter med den nøgne Fod!
Du est ei skabt til Byer at eje,
En Linnedkittel er din Skat;
Og dog vil du Troldkæmper pleie
Paa Hederne ved Midienat?
SKIRNIR
Styr Egesnekken hid, du Sene!
Siig mig din Herkomst og dit Navn.
Hvi staaer du der saa tvær allene
Og spilder Natten uden Gavn?
HARBARD
En Niding er sit Navns Fornægter;
Men var jeg feig som Flodens Skum,
Jeg dulgte dig ei mine Slægter,
Du giør mig neppe Tungen stum.
SKIRNIR
Ei over Fiord jeg vade lyster,
For dig at lære Ædelmod;
Maaskee du har en yndig Søster,
Som giør sin Broders Grovhed god.
Knarvurren Trold har deilig Kone.
Før mig til Flodens anden Rand!
Maaskee din Hustru vil forsone
Da Skirnir med sin Ægtemand.
HARBARD
Ja deilig er vor Qvindeskare,
Det nægter selv ei Odin jo.
Alting var godt, ifald de bare
Var mere stille, mere troe.
Ifald du efter Skiønhed stræber,
Da blier ei vanskeligt dit Maal;
Men kysser du de bløde Læber,
Da kysser dig det skarpe Staal.
SKIRNIR
Misundelige kaldes Hunde,
Maaskee de ligne Fieldets Mand.
De aldrig vil en Anden unde,
Hvad selv dem ikke glæde kan.
I elske ei; dog I forlange
At elskes! Vreden fordrer Taal:
I er ei troe; dog er I bange,
At maales med det samme Maal?
HARBARD
Vi vil ei tale meer om dette.
Nu hvil dig, spiis og sluk din Tørst!
Men hvis jeg dig skal over sætte,
Da maa din Kundskab prøves først.
Jeg taer ei Penge for at fare,
Jeg forelægger Spørgsmaal kun,
Og kan du ikke dem besvare,
Da synker du til Flodens Bund.
Nu spurgte Trolden Skirnir længe
Om Himmels, Sols og Maanes Navn,
Om Skyer, som i Luften hænge,
Om Jorden midt i Havets Favn;
Om Ild og Vand, hvortil de gavne?
Men hvad han fordred strængt især,
Det var de udtryksfulde Navne,
Som man forskiælligt skiænkte hver.
Vel kunde Skirnir alt besvare,
Og han for intet Spørgsmaal skialf:
»Jord kaldtes Dal af Asaskare,
Og Vei af Vaner, Grøn af Alf;
Malmkiælder af de bitte Dværge,
Frugtskiød af Fieldets Kæmpemand.«
Da Harbard synke lod sit Værge,
Og roste Rytterens Forstand.
Om Himlen kunde Skirnir sige:
»Hos Aser heed den Hvælving blaa,
Vindaaben, fiernt i Vaners Rige,
Og Fagerloft, hos Alfer smaae;
Drypsal hos Dværg, Opheim hos Jetter.« -
Da Færgekarlen ret blev fro;
Han sig tilbords hos Skirnir sætter
Og spiste Havrebrød og loe.
Om Maanen kunde Skirnir tale:
»Den kaldte Dværge Skinneguul;
Men Guder: Drømmersken i Dale,
Og Hel i Dybet: Himmelhiul;
Aartæller, Alfer; Ubestandig
Udskiældte Jetter den i Løn.« -
Da raabte Harbard stærk og mandig:
Jeg seer du veed Beskeed, min Søn!
Sol, — vidste Skirnir, — kaldtes Straaler
I Valaskialf af hver en Gud;
Men Dværgen, som ei Lyset taaler,
Synblinder, skiælder Solen ud;
Natkuer kaldes den blandt Thusser,
Af Alfer: Krands i deilig Glød.
Harbard ved al den Visdom studser,
Og spiste Sild til Havrebrød.
Om Skyen, hvori Blæsten tuder
Og svæver let til hver en Egn,
Han qvad: »Thorsvogn den kalde Guder,
Og Vaners Flokke: Skylleregn,
Og Skygger Alfer, Jetter: Flygter,
Fordi den viger feig, som Skiælm;
Men Dværgene, som Solen frygter,
Den kalde glade: Svalehielm.
Selv Vinden havde mange Navne,
Af Himmel, Jord, af Luft og Bierg,
Thi Guder kalde den Vidtfavne,
Og Brager kaldes den af Dværg,
Af Alfer Hviner, Jetter: Aaben,
Men Hvirvel nævnes den af Hel,
Fordi den tit med rædsom Raaben
Nedsuser i et Tragtefield.
Ildflammen, som sig blodig vælter
Og strax fortærer, hvad den seer,
Den kaldes: Røgslørt, Malmets Smelter,
Gnist, Lue, Fræk, og meget meer.
Det grønne Træ, som kiøligt luder
Med Bladtag om sin ranke Stang,
Markfaxe kaldes det af Guder,
Og Fagergreen, og Høiens Tang.«
Jo meer ham Jetten forelagde,
Desbedre svarde Skirnir tryg.
Paa Dag og Nat han Navne sagde,
Ja han benævnte Øl og Byg.
Da raabte Harbard: Kom i Baaden!
Jeg aldrig fandt saa klog en Mand.
Dog haaber jeg at Gesturgaaden
Vil gaae langt over din Forstand.
Nu foer afsted paa sorten Færge
Den skiønne Freiers gode Svend;
Han stolte paa sit stærke Værge,
Han frygted ikke Biergets Mænd.
Skiøndt hæsligt Færgekarlen stirred
Og gloede paa ham, som et Liig,
Det ei den bolde Svend forvirred,
Og han foragted Troldens Sviig.
Ned lagde Harbard nu sin Aare,
Thi let gik Baaden af sig selv;
Den skyndte sig mod Klippen saare,
Den stille sorte Rædselselv;
Aldeles uliig andre Floder,
Som sig med Skynding ud begav
Fra Bierget, deres fælles Moder,
Til Havet, deres fælles Grav.
Nu Skirnir kom til øde Steder,
Hvor Vinden støder Klippens Fod,
Hvor Duggen kun paa Stenen græder,
Fordi den finder ingen Rod.
Der var ei Træer, der var ei Fugle,
Naturen var et gustent Liig;
Kun hornet en huuløiet Ugle
Forfulgte ham med Varselskrig.
Nu blev det Nat. I tykke Dynger
Faldt Sneen over Baad og Strand,
Drivisen stod i skarpe Klynger
Omkring den skumle Færgemand.
Ham Skiægget frøs, og Rimkrystallen
Var selsom i hans Haar at see.
Men varmt sad Skirnir, som i Hallen,
Ei ham berørte Nattens Snee.
Nu blev det Dag: sig Floden slyngte
Igiennem en uhyre Ørk;
De hede Dunster Luften tyngte,
I brune Sky stod Solen mørk;
En tørstig Bøffel stødte Snuden
I Tidsler efter Lædskesaft; -
Men, sval i Lummerheden, Guden
Sad liflig i sin Asakraft.
Qvad Harbard: Du kan alting taale,
Det maa man sige dig til Priis:
Den matte Blaamands Sommerstraale,
Grønlænderpiltens Vinteriis.
Qvad Skirnir: Den som reise lyster,
Maa frygte Kuld og Heden ei;
Hvis jeg var en forkiælet Kryster,
Troer du jeg drog saa lang en Vei?
Nu skyndte sig med dobbelt Ilen
Den sorte Baad mod Biergets Vraa,
Som vilde den mod Klippekilen
Sin lette Planke sønderslaae.
Men Skirnir ændsed ikke Synet,
Saae rolig paa den glatte Væg;
Da rynked Færgekarlen Brynet
Og mumled gnaven i sit Skiæg:
Nu er vi der! Seer du paa Stranden
Den blinde, sølvgraa Gubbe hist?
Hvis ret du bruger nu Forstanden,
Da aabner han dig Fieldet vist.
Ifald du løse kan hans Gaader,
Du skuer Biergets Helligdom;
Men tvivler du, da jeg dig raader
At vandre did hvorfra du kom.
Thi Gestur taaler ingenlunde
At nogen Mand indlades før.
Seer du de fire galne Hunde
I Kobberlænker ved hans Dør?
Ifald du ikke Gaaden gietter,
Han løser dem af Lænken strax.
Da du for silde blodig sprætter,
Som Ræven i sin Rævesax.
Jeg lydig er i alle Maader,
Qvad Skirnir, retter ud hans Bud;
Og vil han jeg skal løse Gaader,
Saa løser jeg dem som en Gud.
Det kunde være dog, du praler,
Skreg Trolden, med dit eget Held.
Men det er Tid min Husbond taler.
Da raabte Gubben fra sit Field:
Hvad samler Folk i Vennesale,
Og hvad giør Ven mod Vennen grum?
Hvad bringer Tungen til at tale,
Og hvad giør atter Tungen stum?
SKIRNIR
Let er din første Gaade saare,
Det maa jeg sige dig til Priis!
Med Miøden svækker sig en Daare,
Med Miøden styrker sig en Viis.
GESTUR
Jeg gik paa Vei, hvor Veie fandtes;
Tregange krydsed Veien Vei,
Og dog ei disse Veie blandtes.
Tro mig, du løser Gaaden ei.
SKIRNIR
Vei fandtes under, Veien oven?
Paa Isens Bro gik du til By,
Mens Fisken svam dybt under Voven,
Og Fuglen fløi høit under Sky.
GESTUR
Jeg drak igaar, det var ei Vandet,
Ei Øl, Miød, Vin, og ingen Frugt;
Og ingen Mad med Væde blandet,
Og dog min værste Tørst blev slukt.
SKIRNIR
Du hviled under Skovens Grene,
Hvor Duggen falder aarle først,
Da slikte du de kolde Stene,
Og stillede dermed din Tørst.
GESTUR
Tvenæset sig en Brudgom svinger,
Som kysser saa forelskt sin Brud,
At lagde du derhen din Finger,
Da knuste Næsen Been og Hud.
SKIRNIR
Hvo maatte for sligt Kys ei grue?
Det viser Kraftens ægte Vaar,
Da brænder Elskovs rette Lue,
Naar Hammeren sin Ambolt slaaer.
GESTUR
To Lungeløse saae jeg blæse
Saa stærkt, at Jern som Vandet flød,
Og Slanger kogte de, som hvæse
Og bider efter deres Død.
SKIRNIR
Ved Smeddens Bælg maa Jernet smelte;
Der koges Staal til Kampens Færd;
Og hvad var vel i Striden Helte,
Hvis ikke beed de skarpe Sværd?
GESTUR
Saaes vel et saadant Under tiere?
En Væver sad og spandt sin Dug,
Med otte Been, med Øine fire,
Med Knæet mere høit end Bug.
SKIRNIR
Skiøndt ikke just saa smuk af Kroppen
Den Væver dog er Odins Lyst:
Thi flittigt spinder Ædderkoppen,
Og alting af sit eget Bryst.
GESTUR
Jeg saae den: sort som Ravn at skue,
Og skarp som Spyd, og blank som Skiold;
Nys brændte den i Vellystlue,
Nu isned den, som Graven kold.
SKIRNIR
Du Lava saae i Solen springe,
Et spraglet Lag, ved Heklas Fod;
Og størknet under Sneens Vinge
Var nu til Steen den slukte Flod.
GESTUR
Hvidhaaret Qvinde vel jeg kiender;
Jeg hende Kugler danne saae,
Og dog har Qvinden ingen Hænder.
Hvordan kan du nu det forstaae?
SKIRNIR
Den hvide, den langhalste Svane,
Som ude boer ved salten Strand,
At danne sine Æg har Vane;
Hun lærte Kunsten af sin Mand!
GESTUR
Liig sad paa Liig; Blind reed en Anden!
Skiøndt Hesten selv var uden Liv,
Den skyndte sig dog hen til Stranden,
Og standsed i de vaade Siv.
SKIRNIR
Død Hesten laae paa Isens Drive,
Ørn laae paa Hesten, frossen død,
Og — skiøndt den ikke var i Live -
Dog Isen hen mod Stranden flød.
GESTUR
Hvad Møer kan i Kampen stride,
Og giør sig uden Vaaben fri?
Tit fældes Helten af de Hvide,
De Sorte staae ham troligt bi.
SKIRNIR
Et Bretspil maa jeg her formode,
Til Forsvar iler Sort mod Hvidt.
Tit findes Grimhed hos den Gode,
Og Grumhed hos den Skiønne tit.
GESTUR
Hvo slumrer som en Træl i Asken,
Saa faderløs, for Frænder blot;
Men staaer han op og kaster Masken,
Da hersker vældigt han som Drot.
SKIRNIR
En liden Gnist i Askegruen
Af alle let forglemmes kan;
Men flammer den, og herier Luen,
Da ødelægges By og Land.
GESTUR
Hvo er den Trold i Graaværkskaaben,
Som ruger over Skov og Elv,
Som flyer for Vind, men ei for Vaaben,
Og som fordunkler Solen selv?
SKIRNIR
Let er din Gaade, Gest hin Blinde!
For Taagen selve Solen flyer;
Men kommer Niord med sine Vinde,
Da splitter han de tætte Skyer.
GESTUR
Hvad Dyr er det som Padden ligner,
Men hurtigt, som den flinke Mand,
Som Kæmpen midt i Slaget signer,
Fordi det trodser Slangens Tand?
SKIRNIR
Skildpadden kryber langsomvarligt
Med Skallen paa sin Ryg til Trøst;
Men Skioldet er, hvor der er farligt,
Og det bedækker Heltens Bryst.
GESTUR
Hvad er vel det for smekkre Qvinder?
Om Somren brune klædt, som Jord,
Om Vintren man dem hvide finder,
Liig Sneen i den frosne Fiord?
SKIRNIR
De muntre Ryper maa du mene,
I Julen hvide, høit til Fields,
I Vaaren, brunt som Træets Grene,
De skifte Fiær, som Biørnen Pels.
GESTUR
Hvad Møer er det: som Roser smukke,
Men hidsed' af saa heftig Tørst,
At intet Bæger den kan slukke,
I eget Blod de lædskes først?
SKIRNIR
Hvad Mø er deilig som en Lue?
Men hidses den og blier for fri,
Da Regnen selv fra Himlens Bue
Husvaler ei dens Raserie.
GESTUR
Hvad Møer er det, som aldrig matte
Henile, som ugivte døer,
Paa mørke Lokker hvide Hatte,
Og hen ad Ryggen lange Sløer?
SKIRNIR
Din lette Gaade sig ei dølger,
Den løser mig selv Flodens Brum:
Du mener Havets unge Bølger,
Hvis korte Glæde kun er Skum.
GESTUR
Mon du den stærke Kæmpe kiender,
Som naar han bider med sin Tand,
Og Hovedet mod Helved vender
Kan frelse mangen dristig Mand?
SKIRNIR
Du leder mig paa store Tanker,
Et Billed staaer for Siælen skiønt:
Høitideligt er Frelsens Anker,
Som vikler sig i Haabets Grønt.
GESTUR
Hvad Giæster, uden dem at rømme,
Udtømme Karret, tause hver?
Men Karret, som de tause tømme,
Giør ene Larm i Hallen der.
SKIRNIR
Naar Grise deres Moder die,
De tier under hendes Liv;
Men Soen selv kan sielden tie,
Hun grynter til sin Tidsfordriv.
GESTUR
Endskiøndt du knækker haarde Nødder,
Du dog for eet Uhyre flyer:
Ti Tunger, fyrgetyve Fødder
Og tyve Øine har mit Dyr.
SKIRNIR
Det kan mig ingen Skræk bebude;
Det giver mig ei Banesaar:
Lad Soen slagte først derude,
Som staaer ved Truget i din Gaard.
Da blev den slagtet, for at vise
Om Skirnir kunde sig befrie,
Da talte man de spæde Grise,
Og fandt med Skræk at der var Ni!
Da dette Budskab Gestur mødte,
Var det ham ikke til Behag;
Han blev til Steen, han blev en Støtte,
Og sidder der den Dag idag.
Nu logrede de bange Hunde,
Som gloede fælt og bistert før.
Da aabned sig, saa vidt den kunde,
Den skiønne Fieldets Kobberdør.
Og ind gik Skirnir ufortrøden,
Han rygted tro sin Herres Bud;
Han frygted ingen List, ei Døden,
Han vidste selv at han var Gud.
Igiennem Biergets mørke Kroge
Han uden Fakler Veien fandt.
Da aabned sig en Sølverlaage,
Hvor paa Demanter Kilden randt.