Adam Oehlenschläger

14 November 1779 - 20 January 1850

Simon Peder

Milde Morgenvinde, linde,
Kiøle heden Sommerluft,
Kruse Havets Vande, blande
Sig med Lundens Blomster-Duft.

Lillien op sig lukker, bukker
Under Sommerfuglens Vægt.
Rundt, i muntre Klynger, synger
Hele Skovens Fugleslægt.

Morgenpurpurkuglen, Fuglen,
Langsom hiin og hin med Iil,
Lover over Havets Vover
Gud med Sang og Rosensmil.

Medens Lærken synger, gynger
Baaden i det stille Vand.
Ved sin Angel rolig, trolig
Sider ungen Fiskermand.

Men, som han fornøiet Øiet
Kaster hen paa Sol og Jord,
Synes ham hans Øre, høre
Som et sammenblandet Chor;

Hvori Blomstervrimlen, Himlen,
Bølgen, Fuglen høit paa Qvist,
Og den Duft, som viger, siger
Hvad han aldrig før har vidst.

Alt eet Sprog kun maler, taler
Selv det hemmelige Sprog.
Øiet rundt sig vender, brænder
I Naturens store Bog.

Og mens Blikket stirrer, dirrer
Bogens Træk i sælsom Dands;
Og hvorhen han skuer, luer
Nu en venlig Blomsterglands.

Først en Flok af blide, hvide
Lillier stande fiern og nær;
Tvende smaae Kierminder, finder
Øiet i det hvide Skiær.

Og ved dem to søde, røde
Roser, klædt i Jomfrue-Pragt.
Gyldne smaae Aurikler vikler
Sig i den foreente Pagt.

Og af Tulipaner baner
Sig en broget Sværm sin Gang.
Medens Skyggen lindrer, tindrer
Solen, lyder Fuglesang.

Og, for Peders Øie, føie
Lillier sig til Lillie blid;
Og mens Blomsten viger, stiger
Frem en Yngling, lilliehvid.

Og de blaae Kierminder svinder
I hans Øine himmelblaae;
Kindens Rosenbuer luer
Der, hvor nys han Roser saae.

Og de smaae Aurikler vikler
Sig i gyldne Lokker grant.
Tulipaner bølge, dølge
Skuldren i et let Gevant.

Og de høie Straaler bøie
Om hans Tinding sig med Lyst.
Og den Sang, som lyder, bryder
Ud nu i hans hulde Røst:

Seer dit forhen blinde Øie eengang nu sin Skaber dog?
Har det endelig da lært at tyde dette stumme Sprog?
Finder det i Blomsterflokkens Glands, i Fuglens muntre Sang,
Kildens Røst, og Skovens livelige Svale, Solens Gang,
Udi Tidens gamle, store Sagn, i Harpens høye Lyd,
Skialdens Sang, den Vises Grublen, Heltens Daad og Qvindens Dyd,
Ikke blot en Glands, som slukkes, ey et Liv, som dræbes brat,
Men en evig Dag, som bryder selv igiennem Gravens Nat?
Men en Hær af lyse Straaler, funklende fra Pol til Pol,
Som i sikker Retning samles i en herlig fælles Sol?
Skuer du din Skabers Finger, som i Alting peger frem,
Og hver Aand, som opad stræber, viser til sit rette Hiem?
Saae du, da den tykke Taage fra dit kiekke Øie faldt,
At for sig er Alting Intet, men i Alt er Alting Alt?
O da læg din ringe Mede, kast den hurtig fra dig her!
Fisk du ikke meer skal fange, du skal fange Mennesker!
298 Total read