Adam Oehlenschläger

14 November 1779 - 20 January 1850

Sigrid med Sløret

Kong Sivald sad i Ro, træt af at seire,
Han vied Festens Bæger ind til Thor,
Ved Issefiorden paa sin Gaard i Leire.
De Kæmper sadde rundt om Egebord.
Hans Datter Sigrid, kaldet kun den Feire,
Indhyllet i det lange kydske Flor,
Gik om fra Bænk til Bænk, for Miød at skiænke
For Heltene, paa egehvide Bænke.

Hvi kunde man ei hendes Aasyn skue,
Den Deiligste blandt alle Danemøer?
Langt flød i gyldne Flætning Haarets Lue,
Men hendes Ansigt dæktes af et Slør;
Tveehvælvet stod om Barmen Silkens Bue;
Smal var hun, trind, og smækker som et Rør.
Den hvide Snee fra hendes Arm og Hænder
Med Elskovsild hver Ynglings Blod antænder.

Sødt vidste den useete Rosenlæbe
At tale, naar hun rakte ham sin Skaal.
Hvor yndigt hæved Nordens unge Hebe
Sin Arm og skiænked Miøden i hans Maal!
Forgieves monne dog hans Øie stræbe
Med Smil at smelte hendes Hiertes Staal.
Saa Fieldets Iis, i Glands af Solens Straaler,
Nedsender Ild, men selv ei Luen taaler.

Hun havde lovet Frigga sin Gudinde:
For ingen Kæmpe hæved hun sit Slør,
Før hendes Kiærlighed han kunde vinde,
Før ret han elskte som en Elsker bør.
Ei skulde hendes Ungdom ham forblinde;
Den fagreste blandt alle Danemøer
Sig ene ved en saadan Beiler fryder,
Som lover hendes Hierte, hendes Dyder.

Og hvad kun Strenghed Ungersvenden kalder,
Er eiegode Vennesalighed:
Hvor hendes Øie paa en Ynglings falder,
Der, veed hun, slaaer den søde Lynild ned.
I Drømme har en Gud, den gode Balder,
Som elsker Mennesker og Jordens Fred,
Sig aabenbart, og raadet varsom være
Med Ilden, som saa let kan Alt fortære.

Men eengang, da dog Sigrid som Præstinde
Sig maatte vise ved en Disafest,
Da monne meer end Solen hun forblinde
Hver til det store Blot hiddragen Giest.
Udslettes vil det ei, det hulde Minde,
Især hos Den, der sidder Kongen næst!
For Othars Øie det bestandig svæver.
Hans dybe Suk Gienkiærligheden kræver.

Nu finder han sin hele Trøst og Lise
Ved Vintertid udi sin Konges Hal,
At see den ranke Skabning tidt sig vise,
I Sølverslørets lange Bølgefald;
At skride hen ad Tilien som en Dise,
Med Olien, som hans Lue nære skal.
Den søde Gift han daglig taus udtømmer,
Mens Elskovsflammen fra hans Øie strømmer.

Fortiener han forgieves vel at sukke?
I Salen kneiser ingen Mand som han.
Blandt Heltene, som nylig Horn udstukke,
Ei Nogen holder saa mod Fienden Stand.
Paa Egebænken sidde mange smukke
Hielmdækte Svende; men hin Lilievand
Maa selv sig i sit stille Hierte sige:
Blandt Heltene var ingen Othars Lige.

Ham skiuled intet Slør; det mørke Øie
Stærkt funkled over den rødbrune Kind;
Glat faldt om smekkre Liv den brune Trøie,
Fra Skuldren bredte sig Skarlagenskind.
Naar man den unge Helt betragted nøie,
Da faldt det ingen Mø at frygte ind;
Det vilde Blik fast kunde Fienden dræbe,
Men venlig Godhed smilte fra hans Læbe.

End aldrig havde han sin Glavind svunget
For Voldsomhed og nedrigt Røveri,
Men ofte havde Skialden ham besiunget,
Fordi han giorde fangen Kæmpe fri;
I Hildurs Leeg han ofte kiek var sprunget
I Dødens Gab at staae sin Konge bi.
Blid mod sin Ven, stolt var han mod sin Fiende,
Men modløs ene for sin Elskerinde.

Dog ei Enhver kan saa beskeden dæmpe
Sin Higen og sin Længsels vilde Nød:
Hist sidder Hartbein en tykskiægget Kæmpe,
Fortæret af en heftig Elskovsglød.
Han pleier ei at fare saa med Lempe,
En Troldmand og en listig Ridder Rød.
Alt længe har han paa et Anslag grundet,
Og endelig, troer han, er Midlet fundet.

Stor var hans Krop fast af en Jettelængde;
Bredrygget, feed, fast fire Alen lang;
Af Stridsmænd fulgte villig ham en Mængde,
Et flammet Slagsværd ham ved Hoften hang.
Kong Sigvald til hans Arm i Kampen trængte,
Thi havde han i Kongens Gaard sin Gang;
Svang han sin Kiølv af Malm med skarpe Pigge,
Da hialp det ei med Graad om Livet tigge.

Men saae man ham de tykke Bryn at rynke,
Da var først frygtelig den Kæmpes Vold
Han kunde Gløder i sin Harme synke,
Ja bide store Stykker af sit Skiold.
Da hialp det ei med Frygtsomhed at klynke.
Tolv stærke Trælle var i Kæmpens Sold;
De sprunge til, paa Ryggen ham at kaste,
Med seige Baand ham Arm og Been at baste.

Der sprælled han til Heden var forsvundet.
Tidt hele Uger grublende han sad.
Lumsk var han, trædsk, og ofte har han fundet
Først Leilighed at slukke seent sit Had.
En fangen Fiende har engang han bundet
Imellem tvende Træer og splittet ad,
Da de tilbagesprungne stærke Grene
I tvende Parter deelte Kiød og Sene.

Sit Forsæt søgte han nu lumsk at skiule;
Hans Hierte brændte, men hans Mine løi.
Ukiendt besidder han en hvælvet Hule,
Dens Indgang dækker Krattet ved en Høi.
I denne rummelige Røverkule
Har han indrettet i den høire Fløi
Det skumle, svagtoplyste Rædselsgiemme,
Som snart skal høre Sigrids Klagestemme.

Du hulde Vaar! naar broget dine Vinger
Igiennembryde Vintrens hvide Ham,
Naar Isens Bark i tusind Stykker springer,
Og viser Græsset med sin Purpurbram;
Naar hundred Fløiter i dens Hække klinger,
Og Luften kruser kun den stille Dam,
Hvor aander da et Bryst som ei sig fryder
Med dig, som ei sin Vinterlarve bryder?

Ung Sigrid gaaer med sine Møer i Enge
Den lange Sommerdag, hun henrykt er;
Hvad giør hun der, hvad giør hun der saalænge?
Hun plukker af de Roser og de Bær,
Dertil de Krusemynter, som fremtrænge;
Men ak, dog ingen til sin Hiertenskiær.
Hun mærker ei, at hele Foraarslarven
Er Freias Fiæderham i Regnbufarven.

Den grønne Fiæderham, saa blød som Løvet
Af nysudsprungne Birk, af Markens Haar,
Den lette Fiæderham, som hæver Støvet
Høit op til den uendelige Vaar,
Der aldrig bliver Farverne berøvet,
Naar Heimdal over den sit Gienskin slaaer.
Hun mærker ei den frygtelige Snare,
Kiær i sin Frygt og salig i sin Fare.

Dog vil ei dennegang skiøn Freia saare
Det Bryst, hvis unge Knup endnu er lukt.
Fraværelsens og Kumrens bittre Taare
Berede Veien skal til Glædens Frugt.
Hun straffe vil den tøileløse Daare;
Men Othars Tapperhed skal straale smukt;
Bevise skal den Tappreste blandt Helte
Sin Troskab, og sin Beiles Hierte smelte.

En Aften vandrer Sigrid om alene,
Langt fra den stærke Borg fra Festens Larm;
Hun bryder giennem Krattets tynde Grene,
At søge Blomster til den unge Barm;
Da slynger sig med smidig Kæmpesene
Om hendes smekkre Liv en hærdet Arm.
Knap har hun Tid med Sløret sig at skiule,
Saa slæbes hun til Kæmpens mørke Hule.

Nu est du, raaber Hartbein, min tilvisse,
Nu hielper intet Ak og intet Skrig;
Langt bedre skal end Jomfruburet, disse
Steenfaste Hvælvinger beskytte dig.
Saa tag det lange Slør nu fra din Isse!
Viis mig din Skiønhed, stræb at tækkes mig!
Mit vilde Sind du kun formaaer at bøie
Med dine Smil og Glandsen af dit Øie.

Jeg har, giensvarte hun, hvad bedre smiler,
Hvad mig fortryller med sit Øies Glands:
En sleben Daggert ved mit Hierte hviler,
Og den bevare skal min Jomfrukrands;
Saasnart du vil, dybt i mit Bryst den iler, —
Maaskee i dit! Vil du i Dødens Dands
Med din Valkyrie dig modig svinge?
Velan, saa kom! hun løfter alt sin Vinge.

Men før skal du ei dette Slør bortdrage,
Før skal du ikke Sigrids Ansigt see,
Før Mordet ender hendes unge Dage
Og dækker Kindens Roser med sin Snee.
Saa kan du elske hvad der er tilbage,
Saa kan du ad din lumske Seier lee.
Med hviden Haand det blanke Staal hun hæver,
Det blinker alt — og Kæmpens Hierte bæver.

Alt seer han, mellem Brystets Liliehøie
Fremsprudle pludseligt et blodigt Væld;
Alt Døden slukke Gnisten i et Øie,
Hvis Venlighed kun straale kan hans Held.
For førstegang maa sig hans Hierte bøie,
Sagtmodig raaber han og vennesæl:
Lad af at dræbe dig, du stolte Lilie!
Sig ingen Magt skal sætte mod din Villie.

Du skal i denne Hal Fyrstinde være,
Svartalfer skal i Bierget tiene dig.
De vil bevise dig en Dronnings Ære;
En Time daglig du kun skue mig.
Din Haan jeg med Taalmodighed vil bære,
Min Elskov bøielig skal vise sig.
Med Harpeleg, Baldyren, Dands og Sange,
Sin Tid fordrive skal min kiære Fange.

Naar sort Fortvivlelsen et Bryst betager,
Kan den forvandle til en Helt en Mø,
Naar Ærens Redning hen mod Graven drager,
Da maa det Uskyld være let at døe;
Men naar ei længer Tordenskyen brager,
Da snart igien fremspirer Livets Frø.
En Trudsel giorde Sigrid til Heltinde;
Et Haab — giør atter Sigrid til en Qvinde.

Og for paa ny ei hendes Harm at vække,
Udiler Kæmpen strax af Bierget fort;
Smaaalfer komme frem; de Bordet dække,
Saa ile sysselsat de atter bort.
En Dør sig aabner i den brede Sprække:
En liden Qvinde, spæd og lav og kort,
Paa Gulvet huslig staaer, med Miner blide,
Med Nøgleknippet ved den høire Side.

Et Korsklæd bundet er for hendes Hue.
Blaatærnet Forklæd har for Skiørtet hun.
Sortladen er hun rynket, Øiets Lue
Beviser dog at hun er karsk og sund.
Hun neier dybt for Sigrid i sin Stue,
Saa skiender hun paa Alfen: Bi du kun,
Din dovne Knægt! jeg varme skal dit Øre,
Og lære dig din Dont med Flid at giøre.

Er det at feie Gulv? Er det at støve
Mig Spindelvæven af den høie Væg?
Er det paa Marken Kyllinger at røve?
Er det i Bondens Huus at stiele Æg?
Din Skurk! jeg kunde dig din Pande kløve.
Er det at lægge Bordets Dug i Læg?
Din Madmoer saadan svigte kan du nænne
Paa en saa stor og vigtig Dag som denne?

Skiøn Sigrid kan endnu ei Skurken skue;
Høit sidder han paa Stangen, holder fast,
Og feier der af yderste Formue,
Og færdes, som Matrosen i en Mast.
Sort er han, med en høirød lille Hue,
Ildfuldt og vevert er hans Øiekast.
Vær rolig, raaber han ned til den Gamle,
Imorgen skal jeg mere Forraad samle.

Vi har jo Sigtebrød og Frugt herinde,
Som vi kan sætte for vor Giest paa Bord.
En Høne vilde nys jeg overvinde,
Den beed i Fingren mig, den var for stor.
Og det giør ondt endnu! — Den gamle Qvinde
Blev rørt, saa snart hun hørte disse Ord.
Du arme Puds! saa har dig Hønen saaret?
Kom ned, og svøb lidt Spindelvæv om Saaret.

Forundret Sigrids skiønne Øine skue
Smaadværgene saa nydelige staae.
Hun veed ei, skal hun smile, skal hun grue?
Den Gamle mønstrer hun fra Top til Taa.
Den Gamle neier atter for sin Frue.
Ung Sigrid er forladt ei i sin Vraa;
Hun føler trøstet sig, hun seer og hører,
Sig noget Levende hos hende rører.

Hvad har hun vel for Alfer her at frygte?
Hun er en Kæmpe mod den hele Flok.
Hun kiender dem, de har et ærligt Rygte,
De spinde tidt paa den forladte Rok;
Det Huus, som staaer ved Bierget hvor de bygte,
Har altid Hielp af dem, og meer end nok.
De bære Vand for Pigen, strigle Hesten;
Ret venlige Smaaskabninger forresten.

Lidt stiæle de, kan man vel ikke nægte,
Lidt tages med sig hiem til Huusbehov.
Tidt vil ei Mallen rigtig i sin Hægte,
Tidt slutter Jernet ei til Hestens Hov;
Da er det slige overgivne Knægte,
Som og forvilde Vandreren i Skov.
De slukke Lyset, komme Støv i Fløden,
Omvelte Miødens Kruus og svie Grøden.

Snart blev hun med det lille Folk fortrolig;
De trøste hende der saa godt de kan.
Med Blomster prydes hendes Seng og Bolig,
Kun sielden kommer den forhadte Mand.
Sig føler meer husvalet, mere rolig,
Den fagre, men den stolte Lilievand.
En Harpe finder hun i Biergets Giemme,
Hvorved hun hæve kan sin klare Stemme.

En Kilde giennem Biergets Stene rinder,
Og risler Velklang op til hendes Sang;
Steenhvælvingen er Stemmen ei til Hinder,
Dens Gienlyd høit gientager Harpens Klang.
Saasnart hun synger, hurtig sig indfinder
Hver Underjordisk, som har der sin Gang;
Og naar hun holder op, naar Visen ender,
Da klapper hundred smaae kulsorte Hænder.

Med Magt kan Hartbein intet meer udrette,
Hun svoret har og holder hvad hun svor;
Med Venlighed han prøver ud at slette
Det bitte Had hos sit tilbedte Noer.
Alt hvad han vil, er hendes Haar at flette;
En kunstig Knude han i Lokken snoer,
Som Sigrid atter ei at løse mægter;
En daglig Straf fordi han daglig smægter.

Hver Dag en Time nu ved Aftentide,
(Saa føielig giør Elskov selv en Trold),
Har hun Tilladelse ved Kæmpens Side
At vandre giennem Biergets mørke Vold.
Han vogter hende, færdig til at stride.
Der sidder hun midt i den Lund saa bold;
Seer hendes Faders Borg, hist i det Fierne,
Og over Borgen glimter Freias Stierne.

Hvad tænker hun? Paa hendes gamle Fader?
Høit svulmer jo det unge Svanebryst.
Hvad tænker hun? Paa Den, som hun forlader,
Fortvivlet, uden Haab og uden Trøst?
En stille Taare Rosenkinden bader;
Men Freias Stierne leer deri med Lyst,
Som vilde den høit fra sin Himmel sige:
Alt er endnu ei tabt, græd ei min Pige!

Ung Othar sidder fiernt i Bøgelunden,
Hans Øie paa den samme Stierne seer;
Søgt har han overalt, men Ingen funden.
Nu er der intet Haab om Sigrid meer.
Bleg sidder han og taus i Aftenstunden,
Men Aftenstiernen i hans Taare leer,
Som vilde den høit fra sin Himmel tindre:
En tifold større Fryd skal Smerten lindre.

O skiønne Stierne! salig du bedaarer;
Hvor ofte smelted du det rørte Bryst,
Hvor tidt fremkaldte du en Ynglings Taarer,
Og straaled i hans Hierte Haab og Trøst;
Dog, grumme Lys! kun mere dybt du saarer;
Du loved vel, men skiænked ingen Lyst;
Den svandt den unge Vaar, med Savn og Smerte,
Tom, frydløs for det længselsfulde Hierte.

Den Lykkelige Held! hvem du belønner,
Hvis unge Troskab du lyksaliggiør.
Mon vel en ærlig Svend blandt Danmarks Sønner
Paa dine Smil i Aften lide tør?
Mon næste Sommer, naar sig Skoven grønner,
Det skiønne Hoved, med et Haar som Hør,
Sødt blusser ved hans Barm i Aftenrøde,
Og smiler ham et Rosenkys imøde?

Ja visselig! thi han har Naade fundet
For Freia, ham beskytter hendes Magt.
En Time vel har Othar modløs grundet,
Nu Træets Raslen har ham atter vakt.
Er Aftenrødens Glands tilbagerundet?
Violens første Duft tilbagebragt?
Et qvindligt Billed, lyst som Maanens Straaler,
Staaer for ham, smykt med Roser og Violer.

Mig sendte Freia ned, min skiønne Frue;
Jeg er en Alf af hendes lyse Hær;
Hun sender Siofna fra sin Himmelbue,
At trøste dig bag Herthas Bøgetræer.
Den unge Mø, som tændte først din Lue,
Er ikke langt herfra; hun er dig nær.
Skynd dig i Kæmpens Blod at farve Værget!
Da redder du din Brud af Tryllebierget.

Saa talde hin, mens Natviolens Klokker
Let gynged under Brystets Tvillingpar;
Lyst flagred hen for Veiret hendes Lokker,
Af luftigt Flor den sølvblaa Kiortel var.
Kom, raabte hun, jeg veed at Faren rokker
Ei Othars Mod; alt bær du mangt et Ar.
Jeg vil skiøn Sigrid dig i Faren vise;
Følg Siofna! følg den milde Drømmens Dise.

Forstenet Othar staaer, troer ei sit Øie,
Dog føler han sig en Gudinde see.
Han meente staalklædt dem paa Dovres Høie
At sidde, krystet af en evig Snee.
De Blomster, som sig under Barmen bøie,
Tilkiendegive meer en indisk Fee,
End Nordens Diis; men kom fra Østerlandet
Ei Valhals Guder, over Field og Vandet?

Hans dragne Sværd i Aftenrøden blinker,
Som Aftenrøden blusser Heltens Kind;
Med Natviolen ham Gudinden vinker;
Han trænger sig igiennem Krattet ind.
Brat iler han, at ei han sig forsinker,
Han bryder giennem Busken, som en Vind.
Nu staaer han ved det aabne Bierg i Lunden,
Han Sigrid seer — og Siofna er forsvunden.

Der sidder hun med Sløret for sin Pande,
Den bedste Lilievand i grønne Vaar.
Bag hende seer han Kæmpen venlig stande,
Som fletter hendes lange gule Haar!
En Strøm af Guld som naar i Perus Lande
Hen over sieldne Sand en Kilde gaaer.
Bleg kryster han sit Sværd, han seer den Gamle
Vellystig i de fulde Lokker famle.

Forræder! raaber han, og vældigt svinger
Sit lette Spyd, en jernbeslagen Alm.
Forræder! Raaber Kæmpen; Spydet klinger
Alt mod den frygtelige Kiølv af Malm;
I samme Øieblik det giennemstinger
Det brustne Staal — og knækkes som et Halm!
Forfærdeligt i Luften Hartbein brøler,
Sit Banesaar han dybt i Hiertet føler.

Dog vil han sig endnu i Døden hevne;
Høit hæver han sit egetunge Skaft!
Et Slag — og Othars blanke Hielm maa revne,
Til Jorden styrter Helten for hans Kraft.
Dog hurtig i det frygtelige Stevne
Staaer Ynglingen igien. Den røde Saft
Udvælder meer og meer af Kæmpens Sider,
Mat styrter han og bleg i Græsset bider.

O Sigrid, fryd dig nu, du stolte Skiønne!
Nu est du ei af Trængsel meer bespændt.
Du kan din Othars Kiærlighed belønne,
Hans kiekke Troskab har det vel fortient.
Din Voldsmand ligger blegnet i det Grønne;
Et Drab, som vilde vorde vil bekiendt.
Skynd med din Beiler dig til Borgen atter,
Skiænk ham en Brud, og Faderen en Datter!

Saa haaber Othars elskovsfulde Hierte;
End staaer hun taus og mæler ei et Ord.
Et Forsæt fattet har, med stille Smerte,
Det bly, jomfruelige Kongenoer.
Ei meer Fyrstinde, moderlige Herthe!
Hun troer at være ved din Issefiord;
Ei blot et Slør, et fuldeligt Elende,
En ringe Dragt, en Flugt skal skiule hende.

For Pigen er et ubesmittet Rygte
Meer end den klare Luft umistelig:
Jeg var i Kæmpens Vold, nu maa jeg flygte,
Et Spøg, et Smil blot kunde dræbe mig;
Det vil jeg daglig ei paa Leire frygte.
Selv Othar kunde let forandre sig —
Nu blusser han; men er han steds den Samme?
Hvad staaer mig inde for hans Elskovsflamme?

Saa tænker hun, og hendes Læber tale:
Othar! hvis nogentid jeg var dig kiær,
Da il herfra til Leires Kongesale,
Og lad mig ene mellem disse Træer.
Min Bolig staaer i ubekiendte Dale,
Hvor Ingen kiender mig, som er mig nær.
Fyrstinden Sigrid meer ei pryder Norden,
En ukiendt Tærne vogter Gedehiorden.

Og uden Svar at vente, hun sig skyndte
I Skoven ind; han bleg tilbagestod.
Alt Mørket at udfolde sig begyndte,
Fuldmaanen sank i Havet i sit Blod;
De blanke Stierner Midienat forkyndte,
Forstenet Othar sad ved Bøgens Rod.
Den blege Melkevei, de lyse Flammer
Betragted Kæmpens Lig og Heltens Jammer.

Vort Siølund var i Oldtids unge Dage
En tætvevoxet Ege-Bøgeskov;
Kun hist og her lod Bonden Oxen drage
Igiennem fede Jord sin tunge Plov;
Man fandt det mere nemt, med Magt at tage
I fremmed fiendligt Land sit Huusbehov,
End selv paa Agren sine Ax at tælle,
En Dont som overlodes ringe Trælle.

Hvor let for Sigrid altsaa sig at skiule,
Ved rask at giennembryde Skovens Hegn.
Langt staaer hun nu fra Kæmpens fæle Hule,
Om Morgnen, i en smuk og fremmed Egn.
Hun skiuler med et Lin de Lokker gule;
Den spæde Fod, som følte mangen Blegn,
Husvaler hun i Bækkens svale Bølger,
Som Løvets grønne Skyggehvælving dølger.

Hun bytter med en fattig Hyrdeqvinde
Sin rige Dragt; nu er hun som sig bør:
Om ranke Liv sig Vadmelsklæder vinde,
Til Stav ved Bækken brækker hun et Rør.
Den Gamle gaaer; og Sigrids Taarer rinde;
Alt hvad hun har endnu er hendes Slør!
Det hvide Slør hun om sin Tinding kaster,
Og til en Bondehytte hen hun haster.

Hvad vil Du? raaber hende vredt imøde
Den grimme Qvinde, som i Døren staaer.
'Jeg vil dig tiene for den blotte Føde.'
Hvad kan du? — 'Jeg kan vogte Lam og Faar.'
Hvad giør du her i Egnen? den er øde!
Hvem er du? Tag mig Sløret af dit Haar!
'Jeg vil i alting dig følgagtig være;
Men spørg mig ei; og Sløret maa jeg bære.'

Og har du tient tilforn vel hos en Hyrde?
'Min Fader eier selv en talrig Hiord!'
Hvi lætter du ham ei sin egen Byrde?
'Dertil han bruger stærke Mænd i Nord.'
Vil Ulven deres fede Flokke myrde?
'Dem voxe stærke Horn ved Issefiord.'
Saa frygte de vel ei, naar Ulven kommer?
'O nei! de stange fler ihiel hver Sommer.'

Saa gak da ned i Engen, du vil møde
En talrig Flok af Lam og Geder der.
Bevogt dem, til det bliver Aftenrøde,
Saa driver du dem ind i Hytten her;
Saa malker du og skummer mig min Fløde.
Ret ordentlig mig kun og flittig vær,
Hvis ikke vorder det din egen Jammer.
Her faaer du Føden og et Sovekammer.

Ung Sigrid gaaer; vemodigt hun sig fryder,
Paa snevre Sti, paa kratbevoxne Vei;
Thi hun er ene. Hendes Taare flyder.
Om hun har Othar kiær? Hun — veed det ei!
Men hendes Hierte hvert et Haab forskyder.
At vende hiem igien til Borgen? Nei!
Min Lod er kastet, her skal Hiertet isne,
Her skal den unge Blomst i Skyggen visne.

Hun vogter i de milde Sommerdage
Saa nær ved lune Skov sin tamme Hiord,
Og tænker paa sin Herlighed tilbage,
Som saae hun den igiennem Drømmens Flor,
Hun vandrer om, tungsindig, uden Klage,
Hun er ei meer en Kongemø for Nord.
Hun sidder i de kiøle Markens Vinde,
Med Stav i Haand, en elskelig Hyrdinde.

De muntre Hiorde vil hun gerne pleie,
Hvert Faar, hver Geed er for den Skiønne tam;
Hun lærer sig at blæse paa Skalmeie,
Hun kieler for de hvide Dæggelam.
Et høirødt Skiærf end har hun i sit Eie:
I Trevler river hun sin sidste Bram,
For Baand om Halsen paa de Smaae at fæste.
Det Allermindste faaer det Allerbedste.

Nu skulde man dog tro, den grimme Qvinde,
Saa rig paa Fæ, var over Sigrid glad,
Og havde kiær sin deilige Hyrdinde?
Men nei! hun lønned hendes Flid med Had,
Jog hende tidt i Regn og kolde Vinde,
Gav hende Straa til Seng og lidt af Mad.
Tidt gik hun hungrig i de grønne Skove,
Og maatte mangen Aften hungrig sove.

Mistrøstig sidder Sigrid hist paa Engen,
Det er en skyfuld Dag og fuld af Slud;
Vansmægtig aarle joges hun af Sengen,
Hun finder altfor haardt den Gamles Bud.
Med Taarer fæster Øiet sig paa Vængen,
Da hovner frem et stort Muldvarpeskud;
En Pusling stiger op med Brød i Taske,
Med Frugt i Kurv, Viin i sin lille Flaske.

Her har du, hvad der kan dit Hierte glæde,
Her bringer jeg, hvad Sigrid gotte kan;
Sær denne høist fortræffelige Væde,
Som bragtes hid langt fra et fremmed Land.
Jeg tog den fra en Skipper; han vil græde,
Naar ei han finder Flasken meer paa Strand.
Jeg snapped den; hvad har han vel at klage?
Jeg lod de fire Største staae tilbage.

Vi har dig kiær, fra sidst da du var fangen
I Bierget; vi har talt om dig saa tidt.
Du veed vel, det var mig, som sad paa Stangen,
Som blev i Haanden af en Høne bidt.
Jeg hævned mig dog over den forgangen,
Den havde giort et Æg, og det blev mit.
Min Madmor med det store Nøgleklippe
Du strax vil see; hun kan kun langsomt trippe.

Vi os arbeidet har af alle Kræfter
Igiennem Jorden hid til denne Brink;
Thi hvor du er, der flytte vi nu efter;
Men vi kan ikke taale Solens Blink,
Ei Borgens Støi; det os til Jorden hæfter.
I Luften først os kalder Stiernens Vink;
Dog, naar det som i Dag er mørkt og taaget,
Tør vi vel komme frem, det lindrer noget.

Af Hiertet rørt skiøn Sigrid Alfen takker,
Modtager gierne Gaven uden Skam;
Imens hun holder Maaltid fort han snakker,
Og spaser med det mindste Dæggelam.
Han finder Prydelsen om Halsen vakker,
Han synes, det var just en Hest for ham.
Han er i Sadlen alt; han Rytter leger,
Mens Lammet løber ængstlig om og bræger.

Men Rytteren ei lader sig forbluffe.
Nu stiger Trude flux af Jorden op:
Med Silketrøi' og Skiørt af første Skuffe,
Sølvspændte Skoe, paa Hovedet en Top,
Med begge Hænder i en lille Muffe.
Hun Puds paa Hesten seer: Saa stop dog, stop!
Hvis den afkaster dig? Ifald du brækker
Et Been? Ak hvor den Galning mig forskrækker!

O milde Trøst! ung Sigrid er ei ene,
Hun er i Verden ikke plat forladt.
Hvad hende trøsted under Biergets Stene,
Indfængslet i den sorte Ravnenat,
Det atter trøster her bag Bøgens Grene,
Hvor Nattergalen har sin Rede sat.
Hun har endnu de smaae trofaste Venner,
Med Raad og Daad den Gamle hende tiener.

Det første hvad hun giør, den gamle Trude,
Er at hun op paa Sigrids Skulder staaer,
Og løser ud hver slagen Mareknude
Igien af Kongemøens fagre Haar.
Hvor deiligt flamme sig de Lokker prude,
Som Puds udkiæmmet over Skuldren slaaer.
Den Gamle Haaret atter glat indfletter,
Mens Puds en Blomsterknup i Sløifen sætter.

Hvad vil du her hos denne grimme Qvinde?
Adspørger Trude; gaa til næste Dal!
Der vil et herligt Huus du forefinde,
Med Kielder, Stegers, Hauge, Toft og Sal.
Der ting du dig i Kost og vær Hyrdinde,
Saa lider du ei længer Hierteqval.
Der finder du den Ro, som dig er tienlig,
Husmoderen er from og Sønnen venlig.

Ung Sigrid vil ei did til Huset gange,
Saasnart hun hører tales om en Søn.
Men Alfen siger: Vær kun ikke bange!
Han eier alt en Brud, som du saa skiøn.
Endnu i Aften skal han hende fange
Til Hustru, hist i Lunden, sommergrøn.
Ifald du skynder dig, da est du Giesten,
Og Brudepigen med ved Bryllupsfesten.

Imedens nu den lille Fæstekone
Ung Sigrid overtaler, see vi maae
Hvo paa den anden Side Skovens Krone
Velbygte Bolig har ved Bækken blaa.
Ak kunde kun min Aftenharpes Tone
Forkynde ret de Store med de Smaa
Begivenheden her, saa kort og fyndig,
Der ender Sigrids Nød, som den er yndig!

Ja, denne Dag igien ung Othar trøster,
Han eier Huset, hans er Sal og Toft;
Den forestilte Brud er Othars Søster,
Den virkelige Brud har Alfen lovt.
Hvis denne sidste kiekke Prøve brøster,
Da hævnes Hartbein grumt af Vagenhoft,
Den lede Trold; men Freia Dæmning sætter
For mangt et Nidingsværk af onde Jetter.

At Sigrid er ham nær, har han erfaret,
Om Sigrid har ham kiær, han prøve skal.
Om Alt har Othar gamle Trude varet;
Han smykker festligt ud med Løv sin Hal.
De bedste Dalens Blomster, længe sparet,
Nu pynte Væggen rigt i hobetal.
Den skiønne Søster i Skarlagensklæde,
Karfunkelsmykt, indtager Brudens Sæde.

Og da nu Solen ned i Vesten viger,
Da kommer Egnens Ungdom did til Giest.
Skalmeier, Piber, Trommer, Harper, Giger,
Tilkiendegive lydt en Bryllupsfest.
Farvel sit gamle Herskab Sigrid siger,
Og skynder sig afsted, som hun kan bedst.
Alene gaaer hun; kun en Bielde klinger,
Sit lille Dæggelam hun med sig bringer.

Skinsyge, du Blaalæbede, du Blege!
Til Hielp idag den stakkels Othar kom;
Dig vække skal de falske Brudelege,
Træd ind idag i Elskovs Helligdom!
For første, sidste Gang du Rynken præge
Paa hendes høie Liliepande, som
Fra Sløret du skal frie, som er i Vente;
Til Held for Den, der aldrig dig fortiente.

Hvordan beskriver kort og kraftigt Skialden
Den stumme Skræk, da ind hun treen, og saae
Som Brudgom Othar? Hun er himmelfalden,
Hun ændser intet meer i Salens Vraa.
De høie Piber, Trommens muntre Skralden
Er hende Tordenslag fra Skyen graa.
Hun holder sig, at ei til Jord hun segner,
Den friske Rosenkind bag Sløret blegner.

Hvor stor er Othars Glæde, da han mærker,
Hvad Sigrid i sit stumme Hjerte leed,
Han priser Nidkiærhedens Underværker.
Hun elsker ham! O søde Salighed!
Forgieves sig den Yndige forstærker,
Snart, snart hun selv sig løser fra sin Eed.
I Sløret famler alt den hvide Finger,
Dog tier hun endnu og bleg sig tvinger.

Men da Herolden raaber om en Pige,
Som Parret lyse skal i Kamret ind,
Da veed hun atter af sig selv at sige,
En Purpurglød høit farver hendes Kind.
Med Magt de qvalte Suk fra Brystet stige,
Dybt Nidkiærheden ryster hendes Sind.
Kom, raaber hun, med sønderknuset Hjerte,
Mig bære lad den tændte Bryllupskierte!

Nu staaer hun i det stille Brudekammer,
Udpyntet for de lykkelige To;
Hun bærer Brudeblusset, Lysets Flammer
Opklare sparsomt kun den hulde Bo.
Med grønne Silkebolstre Leiet brammer.
Nu Sigrid, lad de Salige med Ro!
Hun kan det ei, stivt hen for sig hun stirrer,
Voxkierten stærkt i Liliehaanden dirrer.

Hun staaer forstenet, kold, hun taber Aanden;
Hist sidder han paa Bolstret med sin Brud!
Hvad skildrer hendes Nød, hvad tolker Vaanden?
En Gysen nuprer hendes Liliehud.
Hun staaer, til Lyset brænder ned i Haanden,
Og Othar viser hende venligt ud, —
Da kaster hun sit Slør, da Taarer øse
Fra Øiets Blaa: Ha, raaber hun, Troløse!

Behøver jeg ved Harpen meer at qvæde?
Jeg skildred Othars Smerte, Sigrids Nød;
Men kan jeg skildre Sigrids, Othars Glæde,
Da Trøstens Ord fra begges Læber flød?
O Harpens Klang kan bringe til at græde,
Men Elskovs Salighed er altfor sød
Til i en Sang med Toner at gientage;
Den kan udtales ei, den maa man smage.

Hun havde lovet Frigga sin Gudinde:
For ingen Yngling Sløret hæved hun,
Før hendes Kiærlighed han kunde vinde
Og før han elskte ret af Hiertens Grund.
Han vandt den; og dog lod hun sin forblinde;
Thi elsker han endnu i denne Stund?
Han elsker! Kun et Ord den Skiønne trøster:
O søde Sigrid! Bruden er min Søster.

Nu skuer Othar hendes Skiønhed atter,
Og Eden løste sig med hendes Slør.
Nu skinner Solen. Henrykt han omfatter
Med stærken Arm den huldeste blandt Møer.
Med Fryd han bringer Konningen sin Datter,
Til Fryd for alle Danerigets Øer;
Til Fryd for hvert et Skib i hele Norden
Har nu sin Dronning atter Issefiorden.

Selv Alferne dybt i de mørke Bierge
Sig fryde sammen i det sorte Muld;
Hvor flittigt kløttre disse vevre Dværge!
Paa Brudesengen finder Bruden huld
Til Othar et af Staal fortræfligt Værge,
Men til sig selv et deiligt Slør af Guld.
I Sløret virket staaer: Ei Sigrid nænner,
At glemme sine smaae trofaste Venner.
155 Total read