Naar i Naturens muntre Favn
Den fulde Siel har længe hvilet,
Da mærker den tilsidst et Savn,
Skiønt den af Alt er giennemsmilet,
Som Robinson midt i sit Rige,
Som Adam i sit Paradis.
En sindrig Ven! En yndig Pige!
Hvad kan erstatte det Forlis?

Du veedst det, hellige Natur!
At kold min Barm sig ey tilslutter.
Forhadt er mig den skumle Muur,
Naar Flora pynter sine Glutter.
Naar Solen paa de grønne Høye
Nedblinker sine milde Lyn,
Da funkler Taaren i mit Øye,
Og Gud jeg takker for mit Syn.

Og naar i Duggens klare Slør
Jeg seer de voxne Børn sig flore,
Naar huldt de modnes, som sig bør,
Naar af de Smaae der bliver Store;
Naar Knoppen i sin Ungdomsrødme
Udsvulmer til en Æther-Frugt,
Da nyder jeg den hele Sødme,
Og takker Himlen for min Lugt.

Og naar paa grønnen Silkejord,
I dunkle Lund, i lyse Dale,
Midt i den rige Blomsterflor,
Jeg hører tusind Nattergale,
Og naar blandt Kornets røde, blaae
Gudinder jeg kan Lærker høre,
Da mens de sødt i Luften slaae
Jeg takker Himlen for mit Øre.

Men meer end i Naturens Pragt
Sin Almagt skrev den Evighøye,
Han præged den med større Magt,
I Sielen, giennem Mandens Øye,
Og mere skiøn end Rosen rød,
Hvis hulde Straaler snart forsvinde,
En Blomst fremvoxte, da han bød
At blomstre frem den hulde Qvinde.

Derfor er i min Phantasie
En Egn, hvor Adams Børn ey vanker,
Et frostigt Landskabs-Malerie,
Et Digt, ideeløst, uden Tanker.
Først tryller vel den tause Lyst,
Men Tomhed bliver snart det Hele,
Naar intet varmt, beslægtet Bryst
Kan Øyeblikkets Glæde dele.

Som naar en Salis laer os gaae
Igiennem lutter smukke Egne,
Som Mathisson, der peger paa
Hver livløs Gienstand allevegne.
Kold bliver dog den hele Sang,
Skiønt fuld af Field og Morgenrøder,
Fordi ey, paa den hele Gang,
Os et besielet Væsen møder.

I saa Fald sagtens en Poet
Det bedre har end mange Flere,
Alt hvad hans Musa glad har seet,
Det kan hun personificere.
Saaledes i en salig Stund,
Hist, hvor den gamle Bøg udluder,
Mig viste nys den danske Lund
En Flok af lutter græske Guder.

Men Mennesket er ikke blot
Poet, men Menneske, desværre!
Hvad Poesie nys giorde godt,
Giør paafulgt Prosa endnu værre.
Den kommer med desmere Last,
Og truer tit med Hiertebristen,
Fordi den sætter en Contrast,
Der kiendes ey af Prosaisten.

Derfor paa dette svage Siv
Maae Taaren strax i Øiet træde,
Naar i det virkelige Liv
Der møder ham engang en Glæde;
Han kan det ey forstaae? Han troer
At Phantasien atter brænder,
Vandt til at Lykken, her paa Jord,
Ham altid gierne Ryggen vender.

Tak derfor, Venner! at I kom,
Nu skal I hver en Sorg fortrænge.
Nu vender Glæden atter om,
Og stemmer Harpens matte Strænge.
Nu er ey Tanken indelukt,
I Eensomhedens tause Fængsel,
I Toner flagrer den saa smukt,
Og dræbt er al den syge Længsel.

Hvor herligt i Løvhytten her
En landlig Nadver karsk at nyde,
Mens froe i Aftenrødens Skier
Sig alle Havens Urter fryde,
Mens blide Zefir let og stil
Sig ind i Æbletræet lister,
Og vinker til et Taffelspil,
En fiedret Skare Hoboister.

See! hvor i Aftensolens Guld
Den røde Viin i Glasset straaler,
Mens Bachus flagrer elskovsfuld,
Om sine maibekrandste Skaaler.
Drik, raaber han, en Skaal og klink!
Lad Druen Eders Fryd forsøde.
O Venner, følger Gudens Vink:
Hil dig du skiønne Aftenrøde!