Du Nordens mørke Møe, Melancholia!
Som sidder hisset paa det tykke Bundt
Af Krøniker fra Island, gamle Digte
Fra Danmark, med en Harpe i din Haand
Af Biørnesener og af Egetræe,
Modtag idag et lille kort Besøg
Her af din Søster, af Sangvinitas,
Den ældre, muntre, morgenlandske Datter.
Glem for et Øieblik, du voxne Møe!
Tilsløret, rank og ædel, svøbt i Maar,
Din dybe Tungsind. Vaagn af din Erindring
Om Frode, Athelstein og Tryggvesøn.
Husk at den Sidste tyede hen til mig,
Da Rygen havde lært ham elske Cypern.
Stir heller ey saa taareblændt til Skyggen
Med den tredobbelt-tunge Demantskrone,
Og til hans Fader, med et spaltet Skiæg,
Der delte sig til England og til Danmark.
O glem at en Forvorpen sprængte siden
Knuds Kiste, og adsplitted skammeligt
De hvide Been. Er det dig ey Triumf nok
At Britten regner kun fra William Conqveror?
Tænk heller nu paa Navnet Waldemar,
Der blomstrede med Danmarks Ridderstid,
Tag Saxo frem, og lad ham huldt erstatte
Med spillende romantisk Farveblanding
Det Store i din Snorros Overblik
Paa Livet om de sneebedækte Fielde.
Erkiend min Skiønhed, yngre, blege Søster!
Og mindes at din Knud, din Eyegod,
Din Haarderaade, og saa mange Flere
Blev lokket af mit sydligmilde Blik.
Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild
Det samme som et hærdet Demant-Sværd,
Der mangler en varmblodig Muskel-Arm,
For stærkt at svinges. Blomsten, sund af Frøe,
Til Solen trænger, for at giennemglødes;
Og bliver der for langt et Mellemrum,
Før Asianerne til Norden drage,
For at forædle Slægten, varme den -
Da bliver Slægten, som du seer desværre!
En Blomst, forlængst engang fra Syden hentet,
Men som vantrives Aar for Aar, hentørres,
Blier bleg af Farve, søvnig, mat — og døer.
Her ruller jeg fortrolig op for dig
Mit rigeligt indsprængte Blomsterflor;
Som Østens Æther let og giennemsigtigt
Udruller jeg det paa dit sorte Skiold,
At det kan laane det en hellig Grund
Af nordisk Aftendæmring.
Og finder du ey i det hele Billed
Alt hvad der turde høre til mit Rige,
Blier undertiden Farven mere mat,
End Straalerne fra Orienten taaler -
Da tilgiv Kunstneren, som malte det.
Erindre dig, det var din Søn, min Søster!
Der saae det Hele, skiønt med henrykt Aand,
Dog giennem dit, sin Moders, Sørgeslør;
Og harmes ikke over den Natur,
Der sødt har bragt ham til at elske dig!