I Skyggen vi vanke,
blandt lysgrönne Straae,
Sanct Hans Urt vi sanke,
hvor Blomsterne staae.
Pæne lille Urt
staaer saa reent og purt,
staaer saa frisk og grön,
uformærkt i Lön.

Bag Kiökkenets Række
vi hensætte den,
fra Træelistens Sprække
den snoer sig da hen.
Hvis den fæster Rod
blier vor Skiebne god.
Döer den paa sit Sted,
ak da döe vi med.

Da ikke vi kommer,
saa glade, saa froe,
her fölgende Sommer,
naar Blomsterne groe.
Hist hvor Korset staaer,
hist paa Kirkegaard,
blege ligge vi.
Da er det forbi!

Sanct Hans Urt vi sanke,
hvor Blomsterne staae,
blandt Stammer saa ranke,
blandt lysgrönne Straae.
Pene lille Urt
staaer saa reent og puurt,
staaer saa frisk og grön,
uformærkt i Lön.
Manden.
Nu skulde vi snart vel udpakke vor Mad.

Ludvig.
Folk begynder endnu ikke at skilles ad.

Konen til Maria:
Alle Mandfolk betragte Dem med et Suk.

En Galning som gaaer forbi:
Det kommer af det hun er saa smuk!