Aftenröden
farver din Grav!
De gamle Linde
omhvælve den.
Violerne
bölge i dens höie Græs!

Du slumrer
den roligste Slummer!
Dödens!

Skyggerne voxe.
Aftenröden svinder.
Kun et blegguult Skier
tegner hvor den svandt.
Skoven sortner.

Hist kommer en Flok
Karle og Piger
fra Marken.
De standse deres Sang,
og Pigerne
pege hid til Graven,
med skielvende Hænder,
og gaae en Omvei,
af Frygt for Selvmorderen,
som spöger i Skoven.

Werther!
De frygte dig,
som hviler saa roligt
mellem Blomsterne.

Dig gav Skiebnen et Hierte
som fölte
Natur og Gud!
Det gav den faae.
Dig gav Skiebnen det Held
at finde et Hierte
som fölte med dit.
Det gav den færre.

Du var lykkelig!
thi du nöd
Kierligheds Fryd.
Men jordiske Sammenstöd
hindrede Eders Siele
i at forene sig
uforstyrret,
i Guddoms-Harmonie
her!
Da kastede du din Jorddragt
i Graven,
og ventede hende
hisset!
Og fandt hende.
Nu frydes I!

Alderens Snee
dækker min Isse.
Mit Hierte döer
langsomt;
min Vaar svandt hen
unydt;
thi jeg fandt ingen paa min Vei
som fölte med mig.
Jeg nöd ikke
Kierligheds Fryd.
Mig venter ingen
hisset,
jeg forlader ingen
her.

Naar mit Hierte er brustent
og Menneskesværmen
trænger sig forbi min Marmorkiste
i Capellet,
vil de sige:
Han var lykkelig.
Ak hvo var lykkeligst!
Du eller jeg?