O Bacchus! rul til Jorden paa din Tønde,
og tril den op paa dette kjære Bord;
thi drikke nu vi agte at begynde,
som sande Æt af Mænd fra gamle Nord.

Bort, Pallas, bort! Fornuft os raager ikke;
bort, Momus, bort! Satire lides ei;
men, Evan, kom! thi, Brødre! drikke, drikke!
Det veed vi hvad det er, det andet ei.

Og andre Ting ei vides skal i Aften;
som Philosoph jeg har mit Haandsystem:
at min Sophi' gaaer ud fra Druesaften,
dens virkning spores skal i mine Been.

Og Broder! bryd dig ikke om at rave,
du raver jo dog saa din hele Tid;
thi skrøbelig du blev i Edens Have
ved Adams alt for lystne Æblebid.

Gid Æbler da saa dyre hvde været,
som de er nu i Kongens Kjøbenhavn,
da havde han dem vistnok ei fortæret,
da følte vi ei nu til Glædens Savn.

Da leved' vi saa rart i Uskyldsstanden;
for intet drak vi da den bedste Viin;
da var ei Kjøbmænd seet med Horn i Panden,
og Fanden var ei manet ud af Sviin.

Da fløi os stegte Duer ind i Munden
med Kniv og Gaffel i den fede Ryg,
og da var Havet fyldt med Punsch til Bunden;
der voxte Annanas, hvor nu staaer Byg.

Og da var Alle Grever og Baroner,
hver Staadder bar et Von foran sit Navn; -
hvad er' vi nu? Ulykkelige Zoner!
ulykkelige Kjøbstad, Kjøbenhavn!

Henrevne Aand! sving dig fra Glædens Enge!
Hæv ei vor Qval ved Priis om dette Sted;
thi skulde du der endnu dvæle længe,
saa nødes jeg vel til at græde med.

Og nu i Aften maatte Pokker græde;
kun Flasken søde Taarer fælde skal;
men Flasken fælde dem af lutter Glæde,
fordi vi drikke os en Perial.

Velan! vi vil ei heller Saften spare,
kun den, som drikker nu, er klog og vis;
thi, Brødre! viid, paa Vinens Dunster fare
vi Alle levende til Paradiis!