Da jeg imorges aabnede mit Öie
da hopped Spurven glad paa törre Tage,
som glimted rödere i Morgenröde.
Den qviddrede og kaldte paa sin Mage;
og sölvblaae Buen hvaltes i det Höie
og Lærkens Slag fra Voldens Kroner löde.
De bæved mig imöde,
og toned: Du idag din Ven skal skue!
Da sprang jeg op og stirred over Byen,
henrykt i Sölverskyen,
mens Solen steeg ud af sin Rosenlue.
Og Lærken slog igien fra Voldens Kroner,
og Elskov bæved i dens Trylletoner.

En stor, en hellig Aand usynlig vanker
i al Naturens vidtudstrakte Egne
og vækker Anelser om Livets Glæde.
Ak! Længsel lærte disse Kinder blegne,
adskilt fra den for hvem mit Hierte banker,
for hvem jeg kun kan sukke ömt og græde.
Hvi fyldte stille Glæde
mit Bryst idag, da Solen röd sig velted?
Det giorde han, den Helligaand, som bringer,
paa lette Zephyrvinger
de Fölelser, som har mit Hierte smeltet.
Det giorde han, den uskyldsrene Due,
som svæver over os paa Himlens Bue.

En grusom Skiebne kold sit Jerngitter
imellem tvende unge Hierter trænger,
som Himlens Harmonier sammenslynger.
Kun sielden sig det drukne Öie hænger
paa elskte Gienstand; ved den svage Cither
kun fiernt han mig sin höie Længsel synger.
Idag Naturen slynger
sin Rosenkrands hen paa vor mörke Bane.
I Skovens Tempel skal jeg Ludvig skue,
ved Maanens Altarlue.
Det lærte Elskovs Aand mig tidlig ane.
Naar Tumlens Glædeskrig sig hisset hæve
skal taust i Lunden tvende Hierter bæve.