Til Kunsten hører, som til Poesien,
Forstanden, Følelsen og Phantasien;
Men Maaden, hvorpaa disse Tre fremtræde,
Just skienke Muserne forskiellig Glæde.

Saaledes ligger det i Grundnaturen
For Maleri, Sculptur, Architecturen,
At de med Billedet maae strax begynde;
Med Phantasien Tanken de forkynde.

Og Tanken, skiøndt med Billedet forbunden,
Os rører Hiertet; og det vorder Grunden
Til Nydelsen, Begeistringen, som fryder,
Som henrykt Siælen giennem Øiet nyder.

To Sandser blev for Legemet os givet,
Og to for Siælen — største Fryd i Livet!
Og Lugten, som kan Sands og Sindet vække,
Staaer, en usynlig Bro, imellem begge.

Den skiønne Kunst, som dannende man kalder,
Med jordisk Skiønhed giennem Øiet falder;
Musik, med Strængelegen og med Røret,
Indgyder dig sin Trolddom giennem Øret.

Dens Stof er Anelser, Haab og Erindring;
Den vækker Kraft, veemodig Hiertelindring.
Her, see vi, Følelsen er Herskerinde,
Som Tanken maa med Billedet forbinde.

Sit Værktøi Poesien har i Tanken.
Den ei begynder med en Hiertebanken,
Som Tonekunsten, har ei Steen og Farve;
Den virker giennem ingen jordisk Larve.

Har kun sin aandelige Forestilling;
Men denne Forestilling er en Trilling:
Thi Billedet, Begeistringen fremtræder,
Er Tanken vakt, saasnart som Skialden qvæder.