Der var en Konning i Leire;
heel trofast til sin Grav.
Hans Fæstemöe hin feire
ham i Döden et Guldhorn gav.

Det elskte han saa saare,
i hvert et Giestebud.
Hans Öie svömmed i Taare
saa tit han stak det ud.

Og da sig nærmed hans Ende
uddelte han Stad og Land,
til hver sin Ven og Frende,
kun Hornet giemte han.

Engang i Höstens Dage
han sad ved Egebord,
med sine Kiemper fage,
paa Leire ved Issefiord.

Der stod den gamle Brave,
drak Livets sidste Glöd
og kasted den hellige Gave
i Issefiordens Skiöd.

Igiennem dybe Taage
han blank det synke seer.
Da segned hans Öienlaage.
Drak ei en Draabe meer!