Paa Danerstranden stod et Huus,
Der drak de dem en ærlig Ruus ,
Det var en Juleglæde.
Men Lene sad saa mod i Hu,
Og monne Øine væde.

Ak hører I de tunge Slag
Af Nattestormen paa vort Tag?
Tie stille nu Malene!
Nu gielder det at svinges rap,
Og bruge sine Bene.

Ak hører I ei Stormen gaae?
Den Isen vil i Stykker slaae!
Hør hele Huset ryste!
Mens I letsindigt Eder her
Ved Dands og Sang forlyste.

Da kom saa stærkt et Slag fra Nord,
Det rystede det Julebord,
Saa Øllet flød af Kanden;
Og Buen til Violen faldt
Af Haanden Spillemanden.

Da hørtes Isen Stranden slaae,
Og Skummet styrted oven paa,
Høit fnysed Havets Vover.
Da standsed Dandsen i en Fart,
Og da gik Rusen over.

Iisposten er en farlig Sag,
Der Kongens Karle, Nat og Dag,
Maae fiernt i Kulden vaage.
Der staaer Peer Hansen med sin Flint,
I Mørke, Snee og Taage.

Før skiød den ærlige Soldat
Sin utro falske Kammerat,
Som vilde desertere;
Nu hverves ingen fremmed Svend,
Nu flygter ingen mere.

Nu staaer han for sit Land at frie
For Skakren og for Høkeri.
Det slet Umagen lønner,
At gribe Tyven med sin Sæk,
Og sine Kaffebønner.

Det var just denne Julenat
Da Peder Hansen did var sat,
Ham synger jeg i Visen.
Der vanked ingen Julegrød
Og ingen Gaas paa Isen.

Da meldte Peder med et Suk:
Her staaer jeg som en Julebuk;
Har Ild i Piben tagen;
Og Bajonetten er mit Horn,
Og Sneen er mit Lagen.

Og mens jeg Stakkel her maa staae,
Med Lene kan i Dandsen gaae
De andre fæle Knægte.
At jeg paa Rasmus nidkiær er,
Det kan jeg ikke nægte.

Som saa han mæled disse Ord,
Af Angest han tilsammen foer,
Og Peder blev forskrækket.
Han mærked Isen med ham drev,
Den var fra Stranden brækket.

Farvel, min Lene! aldrig nu
Din Peder Hansen favner du,
Ham Bølgen har fortæret.
Ak kunde jeg for min Sergeant
Dog redde først Geværet!

Som saa han drev med blegen Kind,
Iisstumpen foer mod Stranden ind
I Sivet trængte Randen;
Og alle gode Venner kom
Og hented ham fra Stranden.

Nu sidder Peder Hansen tør,
En Kande varmt Øl drak han før,
Nu Gaaselaar han piller;
Og Rasmus gaaer fra Gildet bort,
Fordi ham Lene driller.

Christ skiænke hver en ærlig Svend
Sit Liv og Kiæresten igien,
Naar begge staaer i Fare.
Til Bryllup gav dem Junkeren
Et Daadyr og en Hare.