Svagt suser Bækken hist.
I Bladet Vinden gynger.
Vemodigt Fuglen synger
paa Træets höie Qvist.

En Yngling staaer saa kold
bestraalt af Nattens Luer;
til Toppen stivt han skuer,
med Armen paa sit Skiold.

„O stiig dog ned engang!
Du lille Fugl! du Skiönne!"
Men den blir i det Grönne,
og standser ei sin Sang.

„För du er ved min Fod
min Haand dig ikke griber!"
Sit blanke Sværd han sliber,
og saarer Træets Rod.

Da nærmer sig en Mand:
„Du teer dig heel forvoven!
kun mig tilhörer Skoven.
Stik Sværdet ind paa Stand."

„Ak lad mig Fuglen faae
og giör mig ingen Möde!
Jeg sörger mig tildöde,
hvis ei jeg hugge maae."

I midnatsdunkle Lund
han fælder tunge Taare.
Den Gamle ynkes saare.
Han siger: „Hug du kun.

Men vist din Fryd er kort.
Hvad hielper det du fælder?
Naar voldsomt Træet hælder,
da flyver den jo bort.

Nei bedre var en Brad,
hvormed du kunde liste
din lille Fugl fra Qviste,
til kiere Lokkemad."

Da smilte blege Mund.
Ved Maanens matte Luer
den vilde Yngling skuer
omkring i dunkle Lund.

„Ak her er intet, her,
i disse grönne Gange,
og Fuglen maa jeg fange,
den er mig altfor kier."

Med Elskovs söde Lyst
den unge Kiempe sukker
mens smilende han hugger
Kiöd af sit eget Bryst.

Med roligt Mandemod
han lægger det paa Qviste.
„Min Fugl jeg ei vil miste,
för flyde du mit Blod!"

Da flagred Fuglen ned
og hopped glad imöde
det skiönne Purpurröde,
og nippede og beed.

Alt mere fik den Mod
ved denne sieldne Föde,
jo meer den drak det söde,
det friske Rosenblod.

Da der var intet meer
da flöi den hen paa Sandet,
og pladsked sig i Vandet,
og rysted med sin Fier.

Og see ved klaren Söe,
ved sölvbesprængte Vidie
stod rank og smal i Midie
en ung og deilig Möe.

Sin Yngling hun omsvang.
I midnatsdunkle Lunde
de Elskende forsvunde,
man hörte deres Sang.

Der glimted svage Lyn!
Den gamle Gubbe stirred
paa blodig Qvist forvirret.
Han troede ei sit Syn.