For vort bestandige Venskabs Skyld jeg varer dig, Gallus!
Lad det ey atter igien glemt din Erindring undflye.
Skiebnen yttrer sig tit som den sorgløse Kierligheds Fiende,
Det har Ascanius grum viist de Minyiske Mænd.
Hverken i Skiønhed ey heller i Navn er din inderlig Elskte
Thiodamantis Søn Hylas særdeles uliig.
Mindes ham, enten du gaaer ved en Bæk under skyggende Skove,
Eller Anienes Vand stænkende væder din Fod;
Enten du vanker omkring, langs med de gigantiske Kyster,
Eller hvorhelst det end er, nær ved et flydende Væld.
Altid vogt ham viis for de rovbegierlige Nympher,
Viid de Ausoniske Møer elske, Dryaderne liig.
Lad ham ey gaae paa det haarde Field, paa de solbrændte Klipper,
Heller ey, Gallus! omkring hist, ved den farlige Søe.
Hvilke Lidelser udstod ey fiernt paa de ukiendte Kyster
Herkules, tvungen til Graad, grumt af Ascaniske Flod.
Saa var Sagnet: at Argo gik ud fra Pagasiske Havbugt
Fordum, til Phasis bort, ad den langvarige Vey,
Og henglidende paa Adamantiske rullende Bølger
Landede Skibet tilsidst brat for det Myciske Field.
Her da nu Heltenes Flok, som den steeg paa den venlige Strandbred
Pryded den herlige Kyst rundtom, med afplukket Løv;
Men den vældige Ynglings Staldbroder høit op i Land gik,
Sieldent Vand at faae, fiernt ved et sprudlende Væld.
Ham da Brødrene to, den Aqviloniske Afkom,
Zetes flagrende hist, Calais flagrende her,
Fulgte, for Kys at røve, med let udspilede Vinger,
Kys de kun higed at faae, krydsviis, i usikker Flugt.
Hængende bærger han sig ved en Stamme, for Vingernes Viften,
Jager den snedige Flugt bort, med bevægelig Green.
Pandions Æt, Orithyias Børn ham nu meer ey forfølge,
Hylas, o Sorg! han gaaer; Hamadryadernes Rov!
Her var et Væld under Bierget Arganti ludende Tinding,
Thynias-Nymphernes Hiem, kiøligt og duftende sødt.
Hen over Hulen hang, selvplantet og let til at plukkes,
Æbler, besprængte med Dug, under indslyngede Green;
Og paa den fugtige Vang sig de hvideste Lillier hæved;
Purpur-Papaver rundtom sprængt, i den blomstrende Snee.
Hen efter disse da rakte de spæde, de barnlige Hænder,
Blomsterplukningen gik langt over paatagne Pligt.
Og som han sorgløs nu hang, over Flodens mildtspillende Bølger,
Dvæler han adspredt, og seer ned paa det smigrende Syn.
Endelig lyster det ham en Drik sig med Haanden at øse,
Lænt til den høyre Arm hæver han altsaa den fyldt.
See! da standsed Dryadernes Chor, de forelskede Piger
Glemte forundret al Dands, saae paa den deilige Dreng;
Glidende trak de ham let ned i de flydende Vover.
Hylas styrted og skreg — sank saa i Nymphernes Vold!
Langt fra Skriget Alciden hørte. Han svared og svared -
Navnet tilbage kun slog Luften, fra fiernede Væld.
Mind dig, o Gallus! min Sang. Hvis du vil din Elskte bevare,
Hylas, den Skiønne, du ey Nympherne sorgløs betroe!