I første Tider,
Da Aser droge
Hid fra Østen,
Hvor Solen opstaaer,
Morgenrødens
Klare Hiem,
Da vandred Gefion
Hvidarmet,
Fuldbarmet,
Den skiønne Disa,
Om paa Fastland
I Maaneskin.
Egn hun søgte,
Fuld af Træer,
Egn hun søgte,
Fuld af Kornax,
Egn hun søgte,
Fuld af Kilder,
Hvor grønne Hytter
Mildt omfavned
Stærke Kiemper,
Skiønne Møer.
See da treen hun
Blid for Gylfe
Fastlands-Konge,
Og bad om Egnen,
Med Rosensmil.
Gylfes Øie
Nedsank brændende
I den fulde,
Unge Barm,
Da smilte Blikket,
Da blussed Kinden,
Da sagde Læben
Gierne: ja!
Og hun spændte
Sine Øxne,
Kridnehvide,
For Guldploven.
Hvor ellers Jern sad,
Sad nu Karfunkelsteen,
Jetteslebet .
Og hun lagde
Hvide Hænder,
Silkebløde,
Fast om Grebet.
Ploven furede
Dybt i Grunden,
Vældigt Øxnene
Pløied Egnen
Ud i Ægirs
Sølvblaae Skiød.
Og Ranas Døttre
Hopped dandsende,
Rundt om Øen.
Og Freya plantede
Sine Roser
I dens Lunde,
Og gamle Nøkker
Søgte eenlige,
Vaade Boliger,
I dens Bække;
Og smukke Alfer
Smutted spøgende
I dens Høie.
Nu de lege,
Ved Midnatstide,
I Bøgeskoven.Heltes Hiem!
Du gamle Sielland!
Hyggeligt udsøgt
Iblant Nordens
Bedste Egne,
Tag min Sang!
Hil dig Gefion!
Bedste Disa
Iblandt Diser.
Siellands unge
Skiald dig priser!