Det raaer jeg dig, Bølge!
At sagte du rinder,
Med Kiøling i Følge,
Imellem Kierminder;
At medens du kysser
Den grønlige Strand,
I Søvne du dysser
Den deilige Mand.
Nu veed du min Villie.
Skyd sagte din Bugt,
Bag Rose, bag Lillie,
Saa venlig og smukt.
I venlige Vaar du
Skal venligen trille,
Hvis ikke saa faaer du
Med mig at bestille!
Hun slaaer bister ned i Bølgen med sin Blomst.

Zephyr
kommer ridende giennem Luften over Blomsterne paa et Rosenblad, i en Sølvmors Florkiole.
Hyp! Hyp! I Gallop,
Med luftige Hop.
Bring, som du kan bedst,
Husvalende Duft
I luttrede Luft,
Min bølgende Hest!
Rødfaxe! min Ganger,
Du har jo en Vinge!
Hør Bøgenes Sanger!
Lad muntert dig svinge
I Cirkler og Snirkler,
I Fald og i Stigen.
Ak! seer du ey Pigen,
Der seiler saa tryg,
Hist henne ved Hækken,
Saa freidig paa Bækken,
Paa Blaafaxes Ryg?
Saa skynd dig, men tys!
Rid let! lad os prøve
Om ey vi kan røve,
Umærket, et Kys.
Han sniger sig bag paa Lympha og kysser hende.

Lympha.
Ak Zephyr! din Skielm,
Med Skiold og med Hielm,
Paa kneisende Ganger,
Med ilende Gang,
Ved jublende Sang
Af Skovenes Sanger,
Du vovede, stærk,
Det rædsomme Værk
Dig bag paa at snige,
Hvor Bølgerne trille,
Og kysse en lille
Paapassende Pige?

Zephyr.
Ak, Lympha! min søde,
Min elskede Møe!
Saa skal jeg dig møde
Her midt paa en Søe?

Lympha.
Du tossede Dreng!
Naar saae du mig andet,
End netop paa Vandet,
Min Vugge, min Seng?

Zephyr.
Saa stands dine Vover!
Siig: Prrr! til din Kerre!
Bliver Aladdin vaer, og siger sagte:
Men hvem er den Herre,
Hist henne, som sover?

Lympha.
Den skiønneste Mand
I Persiens Land.
Jeg sidder just her,
For Bølgen at byde,
At ey den skal bryde
Hans Rolighed, kier;
Men sagte sig tumle,
Og vuggende gynge,
Og glidende mumle,
Og rislende rulle,
Og kierligen synge
Et sødt Visselulle.

Zephyr.
Ak, Lympha! saa vil
Jeg ey dig forhindre.
Hvor sødt er dit Spil!
Hvor Øinene tindre!
Min Hest vil jeg spore,
Og ride derhen;
Omflagre din store,
Din sovende Ven.
Sig Æthren skal blande
Med Rødfaxes Duft,
Og kiøle hans Pande
Med kiølige Luft.
Han rider hen og svinger sig et Par Gange over Aladdin, men passer i Ivrigheden ikke paa, saa at han støder mod hans Næse og styrter af Hesten. Aladdin giør Bevægelse til at vaagne.

Lympha.
Ak hvor du er tosset!
Hvor er nu hans Roe?
Ak hvor du er klodset!
Nu vaagner han jo.

Zephyr grædefærdig.
Ak, Lympha! tie stille;
Jeg stødte mit Been.
Gnider sig.

Lympha slaaer i Bølgerne.
Nu kan I kun trille,
O Bølger! hver Een.
Hun seiler ned ad Aaen.

Zephyr
vemodig og nedslaaet.
Ak! Lympha blev vred.
Ak hvor hun har Ret!
For dristig jeg reed.
Nu angrer jeg det!
Jeg tit har fortrudt
Min Vildskab med Smerte,
Det ofte har brudt
Med Kummer mit Hierte.
Saa tit har jeg sagt:
Nu skal du, forsand,
Dog tae dig iagt,
Faae bedre Forstand.
Jo pyt med Forstanden!
Knap sagt førend glemt.
Seer paa Aladdin.
Nu vaagnede Manden.
Det er dog ret slemt!
Gaaer bedrøvet bort.

Aladdin
reiser sig overende og seer sig om.
O hvilken deilig Foraarsmorgenstund!
O hvilken qvægende, livsalig Blund!
Med Nattens Mørke bort min Træthed svandt,
Min Kraft med Dagen atter kiek oprandt.
See Roserne, i Morgenrødens Bad!
Her ligger et afrevet Rosenblad.
Det krilled mig, som om det sige vilde:
Reis dig min Ven, Aladdin! det er silde,
Hav Tak, o Sølverbæk! Din sagte Gang
I Søvn mig dyssed, med sin Vuggesang.
O, hvor det alt seer friskt og lifligt ud!
Ak, havde jeg dig her, min skiønne Brud!
Saa mangled i min Krands, saa huld, saa broget,
Aldeles intet; men nu mangler Noget.
Nu er det Hele, Elskte! uden dig -
En Blomsterkost, hvor Rosen skiuler sig.
Han synker hen i stille Tanker.
O hvor jeg dog er lykkelig! Den stille,
Den muntre Morgenstund indbyder ret
Til fro Betragtning, over alt mit Held.
Hvor gavmild har ey Skiebnen rækket mig
Sin runde Haand! — En deilig Qvindes Husbond,
Den Deiligste i hele Asien!
Besidder af en sielden, kostbar Skat,
Som flux opfylder alle mine Ønsker.
En Sultans Svigersøn, snart Sultan selv,
Velskabt og sund og klygtig, stærk og dristig.
O! hvor jeg føler alt mit hele Liv,
I denne hulde Sommer-Morgenstund.
Tak, Allah! for din store Godhed mod mig.
See mine Taarer! Jeg kan ikke tale.
Her synker jeg paa Knæe i Eensomhed.
Læs, høie Fader! i mit fromme Hierte.
Velsignet være du, for al din Naade.

Vagten,
som har søgt rundtomkring i Skoven efter Aladdin, kommer ind paa Pladsen, under hans sidste Ord, bliver ham vaer, sniger sig bag paa ham, griber ham, og giør Anstalter til at lægge ham i Lænker.

Aladdin
springer bestyrtset op.
Ha! hvad er det? En lumpen Røverbande?
Drager sit Sværd.

Vagten.
Kiend os! Vi er din høye Sultans Livvagt.

Aladdin.
Hvad vil I?

Vagten.
Lægge dig i tunge Lænker,
Saa er vor Sultans Bud. Giør ingen Modstand.
De slutte ham i Jern.

Aladdin.
Hvad har jeg giort?

Vagten.
Det faaer du snart at vide.

Aladdin.
Hvor bringer I mig hen?

Vagten.
Til Retterstedet!
De gaae bort med ham.

Zephyr
kommer forfærdet frem.
Ak Lympha! Lympha!

Lympha fra Bækken.
Zephyr! Zephyr!

Zephyr.
Hørte du ey hvad der for sig gik?

Lympha.
Seer du ey mine vaade Blik?

Zephyr forbitret.
Ha! de onde Menneskens Børn!
Men veed du hvad? Flux bort vil jeg gaae.
Det skal komme dem dyrt at staae!
Flagre jeg vil, giennem Busk og Tiørn,
Hurtig hiem i min Faders Favn.
Du kiender ham jo? Storm er hans Navn.
Ham skal jeg tirre til vældig Harm.
Han skal brat spænde for sin Karm.
Heste, med flagrende Manker, strax
Fnyse skal, af et selsomt Slags.
Han skal tage sin Stormhue paa,
Gribe sin Kølle, som godt kan slaae;
Hævne saa flux den arme Mand,
Vældigt, paa Sultanens hele Land!

Lympha.
O hvor jeg skielver, jeg arme Møe!
Men, slemme Sultan! men bie du kun.
Jeg vil skynde mig strax paa Stund
Hiem til min Moder, den salte Søe.
Hun skal svulme mod hviden Strand,
Ødelægge dit stolte Land,
Hæve sin Ryg med et sydende Brag,
Slaae dine Skibe brat i Qvag!
Vraget skal splintres, det skummende Hav,
Blive saa mangen stolt Søemands Grav!
Bielkerne skal hun med Latter opslaae
Hvor dine kneisende Borge staae;
Synke og svulme saa strax igien,
Til Haan for dig! Til Hevn for min Ven!